Ringsted Kongrescenter er i fuld sving med at fylde 2022-programmet op med store oplevelser. På det seneste er det blevet til 11 nye navne med store musikoplevelser, underholdende komik og hyggelige børneshows i vente – og de er ikke engang færdige endnu.

På musikfronten bydes der på oplevelser for alle aldersgrupper. Få et overblik her:

12. februar 2022 | Syng med Hr. Skæg
Alle børn kender efterhånden Ramasjang-favoritten Hr. Skæg. Med begejstrende nysgerrighed, galoperende fantasi og fantastiske sange gør han læring til en leg.

7. april 2022 | Troels Gustavsen
Hitsmeden, der tidligere blev landskendt under navnet NOAH, er nu klar med musik under sit eget navn Troels Gustavsen. Han har netop udgivet et anmelderrost album.

22. april 2022 | Malte Ebert
Tidligere kendt og berygtet som Gulddreng, er Malte Ebert godt i gang med at skabe sig sit eget navn. Han har netop imponeret med sine fortolkninger i TV2-underholdningsprogrammet Toppen af Poppen.

29. april 2022 | Mads Langer
En af landets største popstjerner lægger endnu engang vejen forbi Ringsted Kongrescenter. Hans nye album og turné “Where Oceans Meet” er kommet til verden i samarbejde med nogle af verdens største producere.

12. maj 2022 | Naturally 7
Naturally 7 er garant for en a capella-oplevelse i verdensklasse når de skaber musik med munden som det eneste instrument. De syv herrer fra Harlem, New York er helt unikke og noget der bare skal opleves med egne øjne.

28. maj 2022 | George Michael Story
Man kommer nærmest ikke tættere på den ægte vare end George Michael Story. Alle poplegendens hits gennemgåes kronologisk og musikken suppleres af en kæmpe storskærm for at skabe den ultimative hyldest til George Michael.

7. oktober 2022 | Rugsted & Kreuzfeldt
Den folkekære hitduo besøger Ringsted Kongrescenter for første gang. Siden gendannelsen i 2006 har de spillet alt fra mindre akustiske koncerter til store festivaler. Overalt er duoen blevet mødt med glade koncertgængere, fællessang og stor gensynsglæde.

18. november 2022 | Smukke Møller
Et af Danmarks bedste Gasolin’ og Kim Larsen-bands lægger vejen forbi Ringsted Kongrescenter næste år, hvor der bydes op til stor dansefest med langborde og dansegulv i salen. Der er ligeledes mulighed for spisning i salen til denne unikke koncertoplevelse.

Masser af underholdning på programmet

Det allerede imponerende udvalg af komik på programmet bliver styrket yderligere, når den altid populære Niels Hausgaard vender tilbage med nyt show den 12. & 13. april 2022 – vi forventer udsolgt inden for få dage.

Mindst lige så populær er Heino Hansen, som nu er klar med sit 7. show i Ringsted Kongrescenter den 19. maj 2022.

Derudover er den altid samfundssatiriker Huxi Bach klar med sit nye show “Alt er Godt”. Han kommer til Ringsted Kongrescenter den 19. november 2022.

Der er desuden flere offentliggørelser på vej i de kommende uger. Så man kan vist roligt slå fast , at der er oplevelser for enhver smag i Ringsted Kongrescenter.

Se det fulde program

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Ringsted