Ringsted Musik- og Kulturskole byder velkommen til Big Band Battle med tre bands torsdag 11. december kl. 19.00, Regimentet 3.

”2. Garnison”, ”Big Band 4700” og ”Holbæk Big Band” spiller i den gamle gymnastiksal, der netop er blevet indrettet med en ny stor scene.

Koncerten indledes med, at Musik- og Kulturskolens eget band 2. Garnison spiller et par numre. 2. Garnison ledes af Erik Pyndt Hansen og Per Carlsen. Det består af en swingende rytmegruppe og dygtige blæsere.

Big Band 4700 – i daglig tale forkortet BB47 – kommer fra Næstved, men flere elever fra Ringsted Musik- og Kulturskole spiller i bandet sammen med MGK-elever og semiprofessionelle musikere fra det meste af Sjælland. Det 16-mands store bigband dirigeres af den anerkendte pianist og dirigent Ole Kock Hansen, som tidligere har stået i spidsen for Danmarks Radios Big Band.

Holbæk Big Band er et særdeles aktivt orkester, som har eksisteret i mange år. Det er under ledelse af trombonisten Johan Norberg leveres ægte swingende jazzmusik.

De tre bigbands spiller musik på højt niveau og vil sørge for, at publikum får en forrygende aften. Ved koncerten er der mulighed for at høre swingende juleklassikere som ”White Christmas”, ”When You Wish Upon A Star”, ”Jingle Bell Rock” og mange flere; nogle i helt traditionelle arrangementer, mens andre leveres i spændende ny indpakning.

Der er gratis adgang til koncerten. Der kan købes kaffe og sodavand til særdeles favorable priser.

Holbæk Big Band