Hans-Jakob Bjørn Christensen ejer SKEMA, en studiebar for unge og gamle, der blev etableret i 2014. Her fortæller Hans-Jakob lidt om, hvordan hans familie fejrer jul, og barejeren har også et par ideer til, hvordan Ringsted kan blive en endnu hyggeligere juleby.

IMG_1659
Hans-Jakob Bjørn Christensen

Hvordan og hvornår kommer du i julestemning?
Julestemningen begynder at snige sig ind på mig i december måned, når julemusik spilles i radioen, og både byen og mit hjem er pyntet op til jul. Mine børn spiller en stor rolle, da deres julehumør selvfølgelig smitter af på mig.

Hvad betyder julen for dig?
Julen er for mig en hyldest til traditionerne og handler om at give. Julen er børnenes fest, og man vil jo gerne give sine børn en god jul, ligesom man selv husker den, fra da man selv var barn.

Hvordan pynter du op til jul derhjemme? 
Mit hjem er pyntet med granguirlander, lyskæder og et par nisser for børnenes skyld. Vi købte et lille kunstigt juletræ for nogle år tilbage, simpelthen fordi det er mere praktisk at have stående i en hel måned, når man har små børn. Det store, fine juletræ har vi dog juleaften, som vi holder hjemme hos mine forældre. Det har jeg været ude og købe i Kærhave Skov her i Ringsted.

Hvad plejer der at stå på menuen juleaften hos dig?
Juleaften får vi flæskesteg og andesteg med brune kartofler, syltede agurker, rødkål, masser af sovs, og alt hvad der ellers hører til. Til dessert får vi hjemmelavet is.

Køber du dine julegaver her i Ringsted?
Ja, for så vidt muligt, jeg mener, det er vigtigt at støtte lokalt.

Kan Ringsted blive en endnu hyggeligere juleby?
Ja, det syntes jeg faktisk, at den kan. Torvene i centrum mangler liv. Man kunne med fordel få fat i nogle spejdere eller andre, som kunne sælge juletræer, brændte mandler, juledekoraktioner eller andet. Desuden ville det gøre meget, hvis alle butikkerne holdt søndagsåbent i den forbindelse. Det ville også klæde Ringsted, hvis der skete lidt mere i hverdagene, så det ikke kun er spændende at gå en tur i byen i weekenden.

/Stine Amanda