En ny brilleforretning har slået dørene op i Ringsted midtby. Butikken hedder CrossEyes og kan findes på Tinggade. Her fortæller butikkens indehaver Anne om butikkens koncept, sin personlige brillestil og vejen til CrossEyes.

crosseyesanne3Hvordan fandt du din vej til CrossEyes?
Jeg blev udannet optiker tilbage i 2003. Jeg tog egentlig en anden uddannelse bagefter, men vendte så tilbage til branchen og har arbejdet som optiker de sidste 7 år. Jeg har været et par forskellige steder, men alle sammen i Ringsted. Nu er jeg så havnet her, og det er både for at realisere drømmen om at have mit eget, men også fordi jeg stødte ind i det her koncept, som jeg simpelthen bare måtte være en del af.

Hvorfor har du valgt lige netop CrossEyes?
Det ved CrossEyes’ koncept, som jeg er stor tilhænger af, er at det hele er så gennemskueligt. En brille er alt inklusivt og kunden skal ikke til at træffe en masse valg om nødvendige tilkøb. Folk kommer ind og kan gennemskue deres køb, priserne står på væggen, og vi er her mere som vejledere end som sælgere. Kunderne skal have en følelse af, at ingen prøver at tage dem ved næsen og lokke dem til at købe mere, end det de har behov for. Jeg kan som optiker bruge min faglighed meget mere og bliver mødt af en større grad af tillid blandt kunderne.

crosseyesanne2Hvem er designeren bag brillerne?
Søren, som er direktør for CrossEyes, samarbejder med nogle stelfabrikker og nogle designerne som skaber brillerne. Det smarte er, at os som står ude i butikkerne kan bede om det, vi syntes der er brug for. Det som mangler og efterspørges giver vi videre til Søren, som så sørger for, at det kommer med i næste kollektion to måneder senere. Vi er på den måde afhængige af hinanden, og man kan derfor også sige, at det er kunderne, altså efterspørgslen, som styrer vores design. Moden på det store marked spiller naturligvis også en rolle.

Hvordan er din personlige brillestil?
Min personlige brillestil varierer meget, når jeg har haft en brille i et stykke tid, vil jeg gerne prøve noget andet med min næste brille. Nu har jeg haft en pink brille på i et halvt år, så nu skal jeg have noget andet. Derfor har jeg lige bestilt en sort brille herinde fra butikken i dag. Det er også en fordel ved CrossEyes, at priserne tillader, at man kan have flere forskellige stel at skifte imellem. Har man den samme brille 3 år i træk, kan man godt blive træt af den. Briller er jo for mange også en del af deres look, og man kan sagtens have kunder, som kommer bare for at få en smart, ny brille og ikke fordi deres syn har ændret sig.

Hvordan adskiller CrossEyes sig fra andre brilleforretninger?
Det er først og fremmest gennemskueligheden i vores koncept. Kunden får en samlet pris på glas og stel, som er helt åbenlys, uden at man skal lægge en masse ekstra gebyrer til. Det er meget enkelt at finde ud af, hvad kundens drømmebrille kommer til at koste.

crosseyesanneHvorfor Ringsted?
Jeg tror egentlig, at CrossEyes vil passe rigtig godt ind i mange forskellige byer. Nu har jeg jo valgt at lægge den i Ringsted, fordi jeg bor her, fordi jeg har arbejdet her i mange år, og fordi jeg kender kunderne. Det er jo altid en god forudsætning, når man skal åbne en ny butik, at man ikke er helt anonym i byen. Jeg mener også, at Ringsted er en god handelsby, fordi den er nem at komme til, den ligger meget centralt i landet. Nu har vi jo også Outlet Centeret, som er en af de mange ting der trækker folk til byen. Det er faktisk et spørgsmål, jeg er stødt på nogle gange, nok fordi der ligger så mange andre brilleforretninger her i Ringsted. Men CrossEyes er så anderledes, så jeg er sikker på, at konceptet vil tiltrække folk, næsten uanset hvor butikkerne ligger henne.

Har du nogle favoritsteder i Ringsted?
Jeg kan rigtig godt lide Byens Specialiteter og Gaver, det er sådan et sted jeg kommer hver gang jeg skal ud, så går jeg lige derind og køber en gavekurv. Det er sådan en forretning, der dufter, når man kommer ind i den, og de har bare alt muligt lækkert. Betjeningen er også rigtig god, og det betyder altså meget, når man handler i en forretning. Det er også sådan det skal være her hos os i CrossEyes.

Generelt syntes jeg også bare, at Ringsted er en rigtig hyggelig by. Jeg er kommet hertil fra København, men jeg har aldrig savnet at komme tilbage. Der sker noget andet i en by af den her størrelse, folk snakker mere sammen, og folk ved hvem hinanden er. Man er ikke så anonym, som man kan blive inde i storbyen, og det syntes jeg er rart.

/Stine Amanda