PlakatDer er krig på UngSlagelse, og de unge er en del af den. Ungdomsskolens dramahold har i denne sæson beskæftiget sig med temaet krig, og det er der kommet en rørende og fængslende forestilling ud af.

De har øvet skuespilteknik og improvisation siden september, og for snart fire måneder siden begyndte de at øve teaterstykket ”Den Forbandede Krig”. UngSlagelses dramahold er ved at være klar til at spille for publikum, og den 18. og 19. marts går de på scenen i Musikskolens Koncertsal.

– Det har været et inspirerende forløb, at få skabt en forestilling, som både er vedkommende og dramatisk, og som de unge kan identificere sig med. Jeg synes, at vi er kommet godt i mål, og glæder mig til at opleve dem på scenen foran publikum, fortæller Lene Helweg Augustsen, der underviser dramaholdet, og som også har skrevet forestillingen.

Hektisk stemning
Hos eleverne breder der sig efterhånden en lidt hektisk stemning, for alle replikker er endnu ikke helt på plads, og så er der lige det her med at optræde for andre.
Én af dem der ikke tidligere har stået på en scene, er Catrine Larsen, og hun er meget spændt på, hvordan det hele vil forløbe.

– Det har været en god oplevelse at gå til drama. Jeg har virkelig lært en masse, men det har også været udfordrende, for jeg er normalt lidt tilbageholdende. Jeg er også rigtig nervøs for forestillingerne, for det er svært med alle replikkerne, og jeg har ikke spillet for et publikum før, men jeg glæder mig helt vildt og regner med at det bliver fedt, siger hun.

dramaholdTre virkeligheder – en krig
Teaterstykket ”Den Forbandede Krig” behandler temaet krig med udgangspunkt i de unge. Derfor følger publikum en gruppe unge mennesker, der under et angreb søger tilflugt i et forladt varelager, og derfra begynder at planlægge deres flugt fra krigen. En krig de er vokset op med, og som har haft store menneskelige konsekvenser for dem alle. På den anden side af fronten er der en deling børnesoldater, som alle lever med hjernevask, drab, misbrug og for nogens vedkommende – håb.

I Danmark arbejder en gruppe elever med en opgave om krigen, og prøver at sætte sig ind i, hvordan det er at leve i og med krig. Tre forskellige virkeligheder der alle relaterer til den samme krig.

– Det har været enormt spændende at arbejde med krig som tema, og jeg synes, at man skal tage ind og se os, fordi det er en anderledes og interessant forestilling. Lige nu arbejder vi alle sammen hårdt med at få de sidste ting på plads, så vi kan blive klar. Og vi skal nok nå det, lover Sif Nørgaard Sørensen, der har haft flere sæsoner på dramaholdet.

For alle over 13 år
De unge elever fra UngSlagelse kan opleves på scenen i ”Den Forbandede Krig” onsdag den 18. marts kl. 17.00 og kl. 20.00 og torsdag den 19. marts kl. 19.00. Det foregår i Musikskolens Koncertsal, Vestre Skole, Sct. Pedersgade 18 i Slagelse. Billetter kan købes i døren – gratis for unge under 18 år, og 25 kroner over 18 år. Forestillingen er egnet for alle over 13 år.