Ringsted Kommune udfører i samarbejde med konsulentvirksomheden GreenDriveThinking en undersøgelse af borgernes transportvaner. Undersøgelsen skal give en bedre forståelse af borgernes transportvaner, så de trafikale forhold kan forbedres og gøres mere bæredygtige.

En bæredygtig kommune

Ringsted Kommune vil gøre de sunde transport valg nemmere for at fremme borgernes fysiske aktivitetsniveau og mindske CO2-udledningen i kommunen. Derfor undersøger man nu borgernes transportvaner, så man kan tilpasse infrastrukturen i byen til borgernes behov samt gøre de grønnere og sundere transportformer lettere tilgængelige.

”Det er meget vigtigt for Ringsted Kommune at få et så komplet billede af borgernes trafikvaner som muligt. Jo flere data vi har, jo bedre kan vi planlægge tiltag, der i sidste ende gør hverdagen bedre og grønnere for borgerne. Denne undersøgelse vil forhåbentlig blive endnu en vigtig brik i vores planlægning”, fortæller centerchef i Teknik- og Miljøcentret Thorbjørn Fangel.

Om projekt GreenDriveThinking

Projekt GreenDriveThinking er et non-profit projekt, der har som mål at mindske trafikkens CO2-udledning og reducere den tid, som samfundsborgerne bruger på vejene. GreenDriveThinking har fokus på at oplyse om alternative transportmuligheder som for eksempel samkørsel, der er med til at gøre vejene mindre befærdede, og samtidig har det den positive effekt, at vi får et renere klima.

Deltag i undersøgelsen og vind et gavekort
Borgere kan deltage i undersøgelsen ved at benytte linket: http://goo.gl/forms/24mi8UOS7n.

Ved deltagelse er der samtidig mulighed for at vinde et gavekort på 500 kroner til Ringsted Outlet. Linket findes også på Ringsted Kommunes hjemmeside under ”Nyheder”.