Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Ringsted inviterer alle interesserede til en musikalsk oplevelse i Anlægspavillonen, Ringsted.
Mød Karen Troldborg tirsdag 27. oktober kl. 19.00.

Karen Troldborg der har skrevet digtsamlingen “Over Revet Langt Ude” vil i forbindelse med Spil Dansk Ugen og i samarbejde med Danske Populær Autorer der har støttet udgivelsen, fortolke sin digtsamling tilsat musik. Digtene er skrevet af Karens mor, som er død af kræft og hende selv som pårørende til en kræftsyg. Digtsamlingen er en digte-dialog på trods af tiden og døden.

Foto 27 okt 2015

Karen Troldborg har i perioder haft svært ved at huske sin nu afdøde mor som andet end syg og bange. Men da datteren indledte en slags samtale med sin mor i digtform, begyndte moderen at fremstå i et andet lys. En af de sidste dage Karen Troldborgs mor Kirsten stadig var hjemme, inden kræften fik overtaget, og hun blev indlagt og døde, råbte datteren i raseri af hende, fordi hun ikke ville spise de rugbrødsmadder, hun havde smurt.

Det er minder som dette, der de senere år er dukket op i sanger og sangskriver Karen Troldborgs bevidsthed fra tid til anden. Minder, der har kredset om sygdom, død og de ting, hun fortryder at have gjort eller ikke at have fået sagt i den sidste tid med moderen.
Minder, der nogle gange har fået Karen Troldborg til at glemme, at det liv, hun havde med sin mor, i virkeligheden var formet af kærlighed og varme snarere end af sygdom.
”Siden hun døde, har jeg i perioder vendt tilbage til de sidste to uger af hendes liv og ikke kunnet slippe det billede, jeg har haft af hende fra dengang. Men i dag kan jeg mærke hende i mig som hele den person, hun var. Ikke længere som døende og bange, men som min mor med alt det gode – og det dårlige – hun indeholdt” siger Karen Troldborg.

For nylig udkom Karen og Kirsten Troldborgs fælles digtsamling ”Over Revet Langt Ude”. Den er det håndgribelige bevis på, hvordan Karen Troldborg det seneste års tid har arbejdet på at nå dertil, hvor hun er i dag. ”Over Revet Langt Ude” er en samtale i digtform mellem en mor, der er død, og en datter, der lever. En samtale, der krydser tid og sted og blæser døden et stykke. 180 sider, skiftevis sorte med hvid skrift og hvide med sort skrift, skiftevis skrevet af mor og datter, skiftevis skrevet i fortiden og i nutiden.

Arrangementet er gratis – men indsamlings-bøssen vil ”gå” rundt for eventuelle bidrag.
Da der er begrænset antal pladser, er tilmelding nødvendig til June Reenberg telefon 2372 5792 eller junereenberg64@gmail.com senest den 23. oktober.

Logo Ringsted lokalafdeling