I 2017 arrangerer Ældre Sagen sammen med Folkebevægelsen mod Ensomhed en landsdækkende kampagne, hvor Danmark spiser sammen. Først og fremmest i uge 17, men også resten af året. Sidste år spiste over 20.000 mennesker sammen i uge 17.

‘Danmark Spiser Sammen’ er en national begivenhed, hvor Folkebevægelsen mod Ensomhed sætter fokus på ensomhed i Danmark.

Det gør de med udgangspunkt i det fælles måltid, som er et godt afsæt, når vi skal gøre en forskel. I måltidet oplever vi nærvær, nyder maden og samværet med hinanden, og her styrker vi gamle fællesskaber og etablerer nye. Det skriver Ældre Sagen i en pressemeddelelse.

‘Danmark spiser sammen’ bliver skudt i gang mandag den 24. april 2017.

Her vil Ældre Sagens 215 lokalafdelinger hele ugen arrangere hundredvis af spisearrangementer over hele landet. Nogle af arrangementerne vil de lave sammen med andre, bl.a. efterskolerne.

Men alle kan være med. Det kræver bare, at man har lyst til at lave et spisearrangement, hvor man inviterer nye med. Det er ikke kun for dem, som er med i Folkebevægelsen. Det er for alle, som har lyst til at gøre en ekstra indsats mod ensomhed og for fællesskabet.

I Ringsted vil du i uge 17 kunne deltage i disse arrangementer.

Hos ‘Danmark spiser sammen’ kan du finde flere spisearrangementer eller oprette dit eget.

 
Læs mere om ensomhed.