Er der ved at være godt fyldt op i bogreolen, og har du – eller dine børn – bøger, som er i god stand, men som I nok ikke kommer til at læse i igen? Så er chancen der nu for at sende bøgerne videre og lade dem være med til at skabe en helt ny fortælling.

I dagene 24. til 26. april kan du donere bøger til Læs For Livet i boghandlere over hele landet. De indsamlede bøger ender hos udsatte børn og unge, hvor de kan medvirke til at skabe gode oplevelser og social forandring.

Bog & Ide er med i projektet og opfordrer alle sine kunder til at kigge i reolen og se, om der er bøger, som kan komme andre til gavn. Du har således bl.a. mulighed for at donere dine bøger i Ringsted Bog & Idé.

Projektet Læs For Livet har siden 2012 indsamlet bøger fra private, forlag, anmeldere, forfattere og mange andre. Bøgerne bliver samlet i biblioteker på 200-800 bøger, som foræres til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig, som f.eks. børnehjem, familieafdelinger og ungdomspensioner.

Erfaringerne på de institutioner, som modtager bøgerne, er entydigt positive, og bibliotekerne har allerede haft stor betydning for en lang række børn og unge, som har fundet glæde og inspiration i bøgerne og fået helt nye læsevaner.

Fokus for Læs For Livet er læselyst. Nogle gange er det en bog om biler eller Justin Bieber, der vækker begejstring. For andre børn eller unge er det digte, tegneserier eller engelske klassikere. Det vigtigste er ikke hvad børnene og de unge læser, men at de læser.

De bøger, man vælger at donere, skal være i pæn stand. Tommelfingerreglen er, at hvis man ikke ville forære bogen til et barn eller en ung, man selv kender, så skal udsatte heller ikke have den. Til gengæld er der frit slag med hensyn til indholdet.

Børnene og de unge er i aldersgruppen 0-23 år, så nærmest alle genrer og sværhedsgrader er efterspurgt – fra papbøger til de mindste, billedbøger, fagbøger og letlæsning til ungdomsromaner, finlitteratur, digtsamlinger, biografier og kogebøger.

Over 100 institutioner landet over har allerede modtaget biblioteker fra Læs For Livet., og mange flere er på vej.

Foto og kilde: Bog & Idé