Traditionen tro arrangerer Ældre Sagen, Ringsted en endags ø-tur til en af Danmarks mange smukke øer. Denne gang er valget faldet på Fejø.

Med sin placering i øhavet nord for Maribo på Lolland har Fejø over 200 solskinstimer mere end landsgennemsnittet og et mildt forår, som giver optimale vækstbetingelser for frugtavl, og her er der da også frugtplantager at se, så langt øjet rækker.

Med afgang fra Sct. Bendts Kirkeplads i Edelskovs Rejsers bus kl. 08.00 den 20. september 2017 vil Ældre Sagens medlemmer starte på en tur, der byder på kaffe og basser på vej til Kragenæs på Lolland, hvorfra overfarten til Fejø finder sted.

De mindre søstærke kan beroliges med, at man efter kun 15 minutters sejllads er fremme i Vesterby på Fejø, hvor guide Minna Jensen vil byde velkommen til en rundtur på øen med fortællinger om før og nu krydret med de anekdoter, der altid opstår i et lille samfund på en 16 kvadratkilometer stor ø med bare 500 indbyggere.

Frokosten indtages på Fejø Kro, og derefter besøges den Helbredende Have, hvor der uddeles viden om dens utal af medicinske planter med deres helbredende virkning, og gennem smagsprøver gives inspiration til planternes brug i hverdagen. I de totalt fredelige og stille omgivelser kommer de mange smags- og duftindtryk rigtigt til deres ret og giver lise for sjælen.

Selvom det er dejligt med både frugter og urter, må man nok konstatere, at den plante, der nyder størst bevågenhed på sådan en tur, er kaffeplanten, og krydret med en lille kage, skal der da også nok blive tid til at nyde denne, inden turen igen- en frugtig oplevelse rigere- går hjemad mod Ringsted med forventet ankomst kl. 18.30.

Udlevering af kønumre og salg af billetter starter i Ældre Sagens lokaler på Hyldegården, Hyldegårdsvej 42, Ringsted den 29. juni 2017 kl.10.00.

Ældre Sagen, Ringsted i samarbejde med Edelskov Bus A/S ser frem til at byde medlemmerne velkommen på en skøn sensommertur med muligheden for at få fyldt frugtdepoterne op, inden efteråret for alvor sætter ind.

Pressemeddelelse – Ældre Sagen