Glade og stolte studenter præger bybilledet i disse dage, og på Ringsted Bibliotek er man især stolt over bogopsætter Rebecca Krabbe-Sørensen, der fik gymnasiets højeste karaktergennemsnit.

På Ringsted Bibliotek kan bogopsætter Rebecca Krabbe-Sørensen nu sætte studenterhuen på med maner.

Hun har netop afsluttet sin studentereksamen på Midtsjællands Gymnasium i Ringsted (MSG) med et karaktergennemsnit på 11,6, hvilket er det højeste snit blandt skolens dimittender.

Rebecca har siden 2012 arbejdet på Ringsted Bibliotek som bogopsætter, og mon ikke at det boglige arbejdsmiljø på biblioteket har smittet lidt af på det flotte resultat for hvilket, hun modtog Danske Banks legat på 3500 kr.

Efter sommerferien planlægger Rebecca at tage et sabatår for derefter at søge ind på Københavns Universitet for at læse psykologi. Men med så flot et gennemsnit er der frit valg på alle uddannelseshylder.

Kollegerne på biblioteket ønsker Rebecca tillykke med det flotte resultat.

/Pressemeddelelse – Ringsted Bibliotek.