RenoNorden ASA fortsætter med at indsamle affald i Ringsted Kommune på trods af, at firmaet har indgivet konkursbegæring for det norske koncernselskab.

Afhentningen af affald fra borgerne i Ringsted Kommune er derfor ikke berørt af konkursen.

Det skriver Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

RenoNorden ASA har den 19. september indgivet konkursbegæring for det norske koncernselskab og det norske driftsselskab. RenoNorden har meddelt Ringsted Kommune, at de vil fortsætte driften i Danmark.

Afhentningen af affald fra borgerne i Ringsted Kommune er derfor ikke berørt af situationen.

”Vi er i tæt dialog med vores kontaktpersoner i RenoNorden og har fået besked om, at indsamlingen af affald i Ringsted Kommune, og i Danmark i det hele taget, ikke er berørt af situationen. Skraldemændene er på gaden, og driften i Ringsted kører fortsat normalt,” fortæller Kenni Nielsen, konstitueret centerchef for Teknik- og Miljøcenteret.

Konkursbegæringen kommer ikke bag på administrationen i Ringsted Kommune, da der i en længere periode har været forlydender i pressen om, at RenoNorden var i økonomiske vanskeligheder.

”Vi har gået og været lidt bekymrede over situationen i RenoNorden, da en eventuel konkurs kan have store konsekvenser for os som kommune. Derfor har vi også udarbejdet en beredskabsplan, hvis uheldet skulle være ude, og firmaet ikke kan hente borgernes affald. Men lige nu ser det heldigvis ud til, at vi ikke får brug for planen”, siger Kenni Nielsen, konstitueret centerchef for Teknik- og Miljøcenteret.

Ringsted Kommunes kontrakt med RenoNorden udløber den 30. september 2018, og kommunen er netop gået i gang med at forberede et nyt udbud på renovationskørslen.