På trods af den bedste score siden 2012 falder Ringsted Kommune fra nr. 67 til nr. 72 på årets erhvervsklima-liste fra Dansk Industri. Vi må fortsætte arbejdet med at forbedre sagsbehandlingen og dialogen med virksomhederne, siger borgmester Henrik Hvidesten.

Det skriver Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

Vi må fortsætte arbejdet med at forbedre sagsbehandlingen og dialogen med virksomhederne, siger borgmester Henrik Hvidesten. Foto: Ringsted Kommune

Ringsted Kommune kan ikke holde sidste års fremgang og går i år fem pladser tilbage i Dansk Industris Lokalt Erhvervsklimaundersøgelse til en samlet plads som nr. 72.

Tilbagegangen skyldes bl.a., at virksomhederne i undersøgelsen fortæller, at de er blevet mere utilfredse med kommunens sagsbehandling på bygge-, miljø- og sygedagpengeområdet, og så får Ringsted en lav score også bl.a. på området skatter, afgifter og gebyrer.

Ser man nærmere på tallene i undersøgelsen, så viser det sig faktisk, at Ringsted får den bedste samlede score siden 2012 i DI’s undersøgelse, men andre kommuner rykker endnu mere.

Borgmester Henrik Hvidesten er da også skuffet over tilbagegangen, og han vil nu invitere Dansk Industri og Ringsted Erhvervsforum til en dialog om, hvor kommunen kan sætte bedre ind:

”Det er forståeligt, at virksomhederne har meget fokus på skatter og afgifter, og der er vi jo på vej med sænkning af dækningsafgiften. Vi har også haft fokus på at forbedre vores sagsbehandling for virksomhederne de seneste år, og det slår desværre ikke helt igennem i undersøgelsen.

Derfor er det vigtigt for mig nu at få nogle helt konkrete bud fra erhvervslivet på, hvad vi kan gøre anderledes og bedre”, siger Henrik Hvidesten.

Undersøgelsen viser dog også positive takter på nogle områder. Det gælder bl.a. omkring kommunens udbud af erhvervsgrunde til ny udvikling. Ringsted Kommune arbejder da også netop nu på at etablere et helt nyt erhvervsområde på 1,2 mio. m2.

Det nye erhvervsområde er målrettet lager-, logistik-, produktions- og engrosvirksomheder fra ind- og udland.

”Der er flere store virksomheder, som har etableret sig i Ringsted i 2017, og der er flere virksomheder i kommunen, som udvider markant lige nu. Det tager jeg som et udtryk for, at de ser Ringsted som en attraktiv erhvervskommune, og disse virksomheders oplevelser skal vi altså have til at slå bedre igennem i undersøgelserne fremover”, slutter Henrik Hvidesten.