Scandic har netop indgået samarbejde med Foodservice Danmark og Strandbyfisk, der betyder at Scandics hotelgæster fra dags dato har mulighed for at bestille udsøgte, friske fisk fra de danske kyster i samtlige af Scandics 22 hotelrestauranter i Danmark.

Foto: Strandbyfisk.

Det skriver Scandic til Dit Ringsted.

Hvis du er til friske danskfangede fisk som fx rødspætte, kulmule eller skærising, så er der godt nyt, hvis du besøger et af Hotel Scandics 22 restauranter over hele landet.

Scandic har nemlig, som den første og eneste hotelkæde i Danmark, indgået et samarbejde med de kystnære fiskere fra Strandbyfisk.

“Det er fantastisk, at vi nu kan tilbyde friske danske fisk af rigtig høj kvalitet i alle vores restauranter.

Og vi er stolte af, at være den første hotelkæde, der indgår en fast leverandøraftale med Strandbyfisk, som er kendt for deres velsmagende kvalitetsfisk, der oven i købet er fanget efter bæredygtige metoder,” siger Casper Puggaard, Kommerciel direktør hos Scandic Danmark.

Strandbyfisk er en virksomhed, som holder fast i det gamle håndværk, hvor alle fisk bliver håndskåret og nøje udvalgt på fiskeauktionen hver dag.

Fiskene lander i Strandby havn hver morgen, og efter mindre end 24 timer står Scandics køkkenpersonale med fisken i hånden i et af hotelkædens restauranter over hele landet.

Danskerne vil have lokale fødevarer
Ifølge rapporten ‘Madindeks 2016’ fra Miljø- og Fødevareministeriet er 49 procent af danskerne enten enige eller meget enige i, at det er vigtigt for dem at vide, hvor deres råvarer kommer fra.

Dette bekræftes i Landbrug & Fødevarers ‘8 forbruger- og fødevaretrends i 2017’, der viser, at danskerne ønsker ‘ægte mad’, der er naturlig mad, som opleves ‘tæt på naturen’ og er mindre forarbejdet.

Samtidig er danskerne blevet ansvarlige forbrugere, der går efter miljørigtig og dyrevelfærdsvenlig mad, der samtidig belaster klimaet mindst muligt. Og så vil de helst have dansk mad.

“Danskerne er blevet meget mere opmærksomme på, hvor deres mad kommer fra de senere år. Vi vil gerne have historien om råvaren. Hvor kommer den fra? Og hvordan er den produceret?

Det ser vi også, at der er flere restauranter, der tager konsekvensen af rundt om i landet, hvor der er stigende fokus på at servere danske og ikke mindst lokale råvarer,” siger Nina Preus fra Landbrug & Fødevarer om tendensen.

Lokale fisk er endnu et led i lokalt forankret strategi
Foruden ønsket om at give gæsterne en førsteklasses spiseoplevelse, ønsker Scandic også at bidrage til at sikre bæredygtighed i dansk fødevareproduktion og støtte lokalt producerede fødevarer.

“Vi har en målsætning om bidrage til dansk vækst og arbejdspladser i lokalområderne, samtidig med at vi løfter niveauet yderligere for de råvarer, vi får ind i vores køkkener. Aftalen med Strandbyfisk passer perfekt ind i denne strategi,” siger Casper Puggaard fra Scandic.

Strandbyfisk har ‘skærestue’ i Strandby lidt nord for Frederikshavn, hvor de har håndskåret fisk siden 1921. Strandbyfisk har fuld sporbarhed på alle deres fisk.

Det betyder, at de kan oplyse om fangststed, fangstdato, fangstredskaber, fiskefartøj og landingshavn på alle produkter.

Fiskene lander i Strandby havn hver morgen og efter mindre end 24 timer står Scandics køkkenpersonale med fisken i hånden i et af hotelkædens restauranter over hele landet.

Sidste år indgik Scandic en lignende aftale med Dansk Angusforening, der har sikret Scandic en stabil leverance af dansk kvalitetsoksekød.

Aftalen har sikret, at de danske angusproducenter har haft en sikkerhed for at kunne afsætte deres kød, og for Scandic er salget af retter med oksekød steget med hele 40%. Siden aftalen blev indgået har Scandic ydermere oplevet en betydelig stigning i gæstetilfredsheden.