Der er stor glæde på Ringsted Radiomuseum, hvor man i år har sat ny besøgsrekord med mere end 2.300 gæster. Hidtil højeste tal nåede man i 2012 med 2285 gæster.

Foto: Ringsted Radiomuseum.

Det skriver Ringsted Radiomuseum til Dit Ringsted.

Det nøjagtige tal for 2017 kan ikke opgøres førend årets sidste arrangement er overstået. Museets 300 medlemmer ønsker dog allerede nu at sige TAK.

Åbent HUS
Rekordåret fejres derfor med Åbent Hus og GRATIS adgang den 17. december sidste søndag før jul fra 13 til 16.

Der vil være lidt julegodter og det er sidste mulighed for at opleve udstillingen om Danmarks næststørste radio & TV-fabrik ARENA, med 50-apparater fra perioden 1926 til 1979.

25 besøgslande
De fleste gæster kommer naturligvis fra Danmark, men i løbet af de seneste 5 år har museet haft den store glæde at have gæster fra 25 lande.

Radiomuseet har nu været i det Gamle Sct. Hans Kapel fra 1901 gennem fem år, og man kan ikke ønske sig en bedre beliggenhed end ved det gamle vandtårn.

Store planer for 2018
I år har RADIO MERCUR været den store attraktion og hvis man ikke har nået at opleve denne udstilling kan man glæde sig til næste år, hvor der bliver tale om en udvidelse af MERCUR-udstillingen. Vi skal blandt andet fejre 60-året for pirat-radiostationens indvielse i 1958.

Derudover kan man glæde sig til en flot 100 års Jubilæumsudstilling for det danske verdensfirma ORTOFON = Ren Lyd. I Nakskov fremstilles verdens fineste pick-up’er af de 100 ansatte.