Skjoldenæsholm Herregård og Ringsted Kongrescenter har indgået et unikt samarbejde. Det skriver Ringsted Kongrescenter til Dit Ringsted. 

Det bliver som Jeppe, når han vågner i baronens seng. Sådan vil deltagerne i et nyt og unikt samarbejde mellem Skjoldenæsholm Herregård og Ringsted Kongrescenter opleve det i det øjeblik, de stiger ud af dynerne efter at have hvilet sig og sovet – oven på en aften med kulturelle oplevelser i topklasse og festligt samvær med glade mennesker.

Start en unik koncertoplevelse på Skjoldenæsholm. Foto: Skjoldenæsholm.

Det nye samarbejde mellem de to aktører tager koncertoplevelserne i Kongrescentret til et endnu højere niveau, fordi de får en helt anden ramme af stil og fornemhed i ordets bedste forstand.

I kraft af kombinationen med det moderne Kongrescenter og dets velkendte akustik får man så at sige det bedste fra alle verdener – nærmest på et sølvfad.

Lige fra arrangementets start bliver der taget hånd om alle deltagere
Efter indkvartering på Skjoldenæsholm modtages gæsterne om eftermiddagen af herregårdens ejer, Susanne de Neergaard, som er klar med kaffe, kage og en rundvisning.

Forinden har tidligt ankomne gæster kunnet gå en tur i de smukke og naturskønne omgivelser.

Til aften serverer Skjoldenæsholm en to-retters middag med kaffe, inden turen går til Kongrescentret.

Ved ankomsten til Kongrescentret får man anvist sine pladser (A-billetter) – og der er sørget for drinks i pausen.

Efter koncertoplevelsen returnerer gæsterne til Skjoldenæsholm, hvor natmaden venter. Herefter er turen kommet til de lune dyner, så man udsovet kan nyde stedets morgenmad efter en herregårdssøvn.

Følgende forestillinger er foreløbig omfattet af samarbejdet:

    • Fredag den 16. februar 2018 klokken 20.00: Wiener Johan Strauss- Koncert Galla. Pris kr. 1.695 + gebyr
    • Torsdag den 8. marts 2018 klokken 20.00: Svanesøen – Den russiske National Ballet Moskva. Pris kr. 1.535 + gebyr
    • Onsdag den 11. april 2018 klokken 20.00: Irish Dreams – Brand New Show. Pris kr. 1.395 + gebyr
    • Lørdag den 3. november 2018 klokken 20.00: Birthe Kjær – 50 års jubilæums show. Pris kr. 1.395 + gebyr

Billetter kan købes via Ticketmaster.dk eller på telefon 7015 6565.

Læs mere her.

Foto: Skjoldenæsholm/Martin Kaufmann.

GemGem