Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2018 er med i Time Of My Life – Den ultimative 80’er rockhyldest i Ringsted Kongrescenter den 17. marts.

Time of My Life. Pressefoto.

Umiddelbart lå det ikke lige i kortene, at vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2018 skulle medvirke i den aarhusianske teaterkoncert Time Of My Life. Men det skete så alligevel!

For ”vikingen” Jonas Rasmussen, der vandt overbevisende med sangen ”Higher Ground”, har siden 2012 været én af de faste solister i aarhusianske MusicalDanmarks mange teaterkoncerter.

Publikummet rundt i landet kender derfor Jonas Rasmussen særdeles godt fra teaterkoncerterne ”Fra Waterloo til Düvemåla”, ”JOHN & JOEL”, ”Band On The Run” og ”SAD i PARKEN”.

På scenen er Jonas ret iøjnefaldende med sit kraftige røde hår og skæg, men han er især kendt for sin høje, klare og kraftfulde stemme, som han gang på gang har begejstret publikum med.

Om to uger er Jonas og resten af holdet klar til turnestarten på den næste forestilling fra MusicalDanmark, nemlig ”Time Of My Life – Den ultimative 80’er rockhyldest” og lørdag den 17. marts kan Time Of My Live opleves i Ringsted Kongrescenter.

Det lokale publikum kan dermed snart glæde sig til, at opleve den grand-prix-vindende ”viking” svinge mikrofonen og give sangene kamp til stregen, dog uden skumsprøjt og vind i sejlene. Time Of My Life er derimod en teaterkoncert om livets helt store øjeblikke og hvordan der til disse øjeblikke i livet hører et stort musiknummer til.