Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 13. februar til den 20. februar 2018. 

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Røveri – Ringsted.

Mandag kl. 12.26 blev der anmeldt om røveri mod Danske Bank, Torvet i Ringsted. Politiet kørte til stedet, og der blev i løbet af dagen foretaget gerningsstedsundersøgelser, forhøringer m.v. efter røveriet, hvor gerningsmanden truede sig til et pengebeløb ved at bruge en kniv.

Kl. 21.54 anholdt politiet en 29-årig mand i København, der sigtes for overfald med en økse mod et ungt par i weekenden i Birkerød, og han sigtes for dagens røveri i Ringsted. Gerningsmanden fremstilles i retten i Lyngby tirsdag med krav om varetægtsfængsling.

Ifølge Nordsjællands Politi vil fremstilling formentlig først ske over middag. Nordsjællands Politiet orienterer om retsmødet via Twitter.

Politiet vil gerne benytte lejligheden til at takke de mange borgere, der er kommet med tip og oplysninger til brug for sagen.

Brand – Ringsted

Søndag kl. 11.15 kørte politi og brandvæsen til Huginsvej, hvor der var brand i en industribygning.Det var formentlig kortslutning i et køleskab, der var årsagen til branden. Ingen personer kom noget til. brandvæsenet meddelte kl. 1300, at branden var slukket.

Færdselsuheld/spirituskørsel – Næstvedvej/Thorsvej, Ringsted

Fredag kl. 16.22 kørte ambulancepersonale og politiet ud til et solouheld, hvor en knallertkører var væltet. Det viste sig, at en 63-årig mand fra Ringsted under kørsel på en 30-knallert havde mistet herredømmet over den, da knallertens baghjul kom ud i græsrabatten mellem kørebanen og cykelstien.

Der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet, hvor føreren af knallerten havde slået hovedet og derfor blev bragt til skadestuen til fornøden behandling, idet hans styrthjelm faldt af ved uheldet.

Da han mistænktes for at være påvirket af spiritus under kørslen, fik den 63-årige udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet afventer nu en analyseerklæring vedr. undersøgelsen af blodprøven.

Brand – Haraldsted, Ringsted

Onsdag kl. 17.57 blev anmeldt om brand på Kastrupvej. Det viste sig, at der var tale om et stort bål på en mark. Ingen skade på ejendommen.

Indbrud i perioden
Englerupvej, Høm
Roskildevej, Snekkerup, Jystrup
Roskildevej, Benløse, Ringsted (2 steder)
Nørregade, Ringsted
Almstoftevej, Sneslev, Ringsted