I forbindelse med 60-års jubilæet for Ringsted-filmen Vores egen by vil man også kunne købe den nye bog 100 ting at se på Midtsjælland, skrevet af Jacob Topsøe. Det er den 8. april i Ringsted Kongrescenter. 

Foto: Ringsted Kongrescenter.

Midtsjælland er museer, kongegrave og smukke søer og ådale. Men Midtsjælland er også vandtårne, milepæle og mindesten.

Nogle af stederne er velbeskrevne attraktioner, der besøges af tusindvis af mennesker hvert år. Andre lokaliteter ligger skjult bag træer eller bakketoppe, men kan alligevel – eller måske netop derfor – byde på overraskende oplevelser.

Det er udgangspunktet for journalist Jacob Topsøes nye bog ‘100 ting at se – på Midtsjælland’. Bogen er på 175 sider og udkommer 7. april 2018.

En krævende eftersøgning
Som titlen fortæller, rummer bogen skildringer af 100 seværdige steder. De befinder sig inden for grænserne af Sorø Kommune og Ringsted Kommune.

“Jeg vidste fra starten, at det ville være krævende at finde så mange interessante steder i så relativt lille et område,'” siger Jacob Topsøe.

“Men det tvang mig til at se lidt ud over de traditionelle midtsjællandske turistattraktioner. Og det er måske i virkeligheden det vigtigste formål med denne bog: At udpege nogle seværdigheder, som de færreste mennesker kender til.”

Blandt de knap så kendte steder, der omtales i 100 ting at se – på Midtsjælland, er Kulebjerg Overdrev, voldstedet Skjoldnæs, Sengestenen ved Stenlille og godset Giesegårds park.

 

Læs mere om 60-års jubilæet for Vores egen by, også kendt som Halle-filmen.