Skal du også afsted til årets Ringsted Festival? Så er det nok en god idé at være opdateret på festivalens regelsæt.

Regler for ophold:

– På festivalområdet må der kun opholde sig personer, der er i besiddelse af adgangsgivende armbånd eller adgangskort eller på anden måde kan bevise, at de er berettiget til at opholde sig på området.
– Gyldigt adgangstegn skal fremvises til personale og/eller politi, hvis det spørges efter.
– Det er ikke tilladt at udvise adfærd, der er til gene eller skade for andre eller på anden måde bringer andre i fare.
– Crowdsurfing og stagediving er strengt forbudt og medfører bortvisning.
– Bygninger, beplantninger og lignende må ikke beskadiges eller misligholdes.
– Festivalens toiletter skal benyttes af både børn og voksne.
– Ophold på Ringsted Festival er ikke tilladt for synligt stærkt påvirkede personer.
– Af hensyn til sikkerheden, har vi indført stoleforbud på plænen foran Anlægsscenen efter kl. 19.00 under koncerter. Som supplement har vi fordoblet antallet af borde-bænkesæt på pladsen.

Indgangskontrol

Alle besøgende er forpligtet til at fremvise adgangsgivende armbånd eller adgangsbevis ved indgangen og på forlangende udlevere dette til nærmere kontrol.

Ringsted Festivals kontrollører har ret til at undersøge om gæster medbringer effekter, der ikke er ønsket på festivalen. Undersøgelsen udføres via visitation af jakke- og bukselommer samt medbragte tasker, barnevogne m.m.

Følgende genstande må ikke medbringes på Ringsted Festival:

– Mad- og drikkevarer – herunder alkoholiske drikke af enhver slags (tomme vandflasker er dog tilladte).
– Cykler, trækvogne. Barnevogne er tilladt.
– Genstande, der kan benyttes som våben.
– Fyrværkeri eller andre pyrotekniske genstande.
– Laserpenne.
– Dyr.
– Rygmærker eller anden påklædning, der viser tilhør til grupperinger.
– Paraply.

OBS: Listen er ikke udtømmende.

Fotoregler

Det er ikke tilladt, uden forudgående aftale med Ringsted Festival, at tage fotos af koncerter til videredistribution i kommercielt øjemed. Samme gør sig gældende for audio- eller videooptageudstyr.

Ringsted Festival har et internt presseteam med fotografer, videografer og journalister. Der produceres indhold under festivaldagene, hvor festivalgæsterne fremgår på reportage- og stemningsbilleder. Billederne vil blive brugt på Ringsted Festivals hjemmeside, sociale medier og trykmaterialer.

Ser du et billede af dig selv på en af Ringsted Festivals digitale platforme, som du gerne vil have fjernet, så kontakt os på skkr@ringstedfestival.dk.

Overtrædelse af ordensreglementet:

– Gæster, der overtræder ordensreglementet, kan uden videre bortvises og få forbud mod at vise sig på Ringsted Festivals område.
– Såfremt en overtrædelse udløser begrundet formodning om en strafbar handling, vil der blive foretaget politianmeldelse.
– Ringsted Festival er berettiget til at bortvise persongrupper, såfremt overtrædelsen ikke kan tilordnes en enkelt person og overtrædelsen i øvrigt er karakteristisk for hele gruppens opførsel.
– Personer uden gyldig adgangstegn pågrebet på Ringsted Festivals område risikerer afkrævet en afgift på 3000 kr.

Personalets anvisninger

Sidst, men ikke mindst, skal gæster til enhver tid følge personalets anvisninger.