Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 7. september 2018 til den 18. september 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brandundersøgelse – Skolegade, Ringsted

Kl. 08.11 opdagede en 49-årig mand fra Ringsted flammer bag et vindue i en villa i to plan, da han kørte forbi stedet. Han handlede resolut og begyndte at evakuere beboerne i opgangen, hvor han fandt en brandslange. Med denne trængte han ind i en lejlighed og slukkede en brand i området ved et komfur. Opgaven for det tilkaldte brandvæsen var derfor minimal, og den handlekraftige mand blev efterfølgende tilset for eventuel røgforgiftning af personale fra en tilkaldt ambulance. Ingen personer kom til skade ved branden, der formentlig skyldtes en efterladt gryde på et komfur. Branden havde ud over sodskader også forårsaget egentlige skader omkring komfuret og emhætten. Brandårsagen undersøges nærmere af politiet.

Nabostridigheder – Hættevej, Mulstrup, Ringsted.

Kl. 20.24 anmeldte en 24 årig mand fra Ringsted via alarm 112, at han var blevet beskudt, mens han kørte på sin ATV-minitraktor på en grusvej tæt på sin bopæl. Anmelderen havde hørt plinglyde, da noget ramte ATV´eren, og antog, at det kunne være var skud fra et skydevåben. Han havde ikke set, hvem der havde skudt mod ham, men havde en mistanke til, at skuddene var kommet fra nabogrunden, da de havde haft mange nabostridigheder. Politiet tog situationen meget alvorligt, og sendte flere patruljer til stedet. Ud fra anmelderens oplysninger, rettede politiet søgelyset mod nabogrunden, hvor en 66-årig mand fra Ringsted blev anholdt uden dramatik. Hans bopæl blev efterfølgende ransaget efter våben. Der blev fundet to luftgeværer og noget fyrværkeri.

Politiet vil nu efterforske sagen, ved at undersøge stedet nærmere og afhøre den anholdte. Politiets hunde gennemsøger her til formiddag området for at lede efter eventuelle spor. Forurettedes ATV vil blive undersøgt i dagslys, hvor man vil forsøge at få klarlagt, hvad der kan været årsag til plinglyden.

Trailer med minigraver stjålet – Ringstedvej, Bjæverskov, Køge.

Kl. 07.18 fik politiet en anmeldelse fra et byggefirma om, at de havde fået stjålet en trailer af mærket: Nugent. På traileren stod en hvid minigraver med sort tag af mærket Bobcat.

Anholdelse – Flere forsøg på indbrud – Ringsted

Kl. 00.45 bemærkede en patrulje på Køgevej, Ringsted, en varebil køre hurtigt i modsat retning. Politiet vendte rundt for at foretage en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. I krydset ved Næstvedvej kørte varebilen hastigt i sydlig retning, hvor den forsvandt kortvarigt, indtil politiet fandt varebilen efterladt med åbne ruder på Hovmarksvej. Kort derfra gik to mænd, som ikke umiddelbart kunne give nogen fornuftig forklaring på, hvad de lavede på vejen på det pågældende tidspunkt. De indrømmede dog at være kørt i varebilen, hvor politiet fandt to mobiltelefoner tilhørende de to mænd på 26 og 28 år fra Valby. På dem kunne politiet se, at de havde ledt efter Netto på både Ringstedvej og Roskildevej i Ringsted. Varebilen indeholdt ikke noget af politimæssig interesse, men viste sig at være en udlejningsbil, der var efterlyst hos politiet, fordi den oprindelige lejer ikke havde afleveret den retur efter endt lejeperiode. Begge mænd blev derfor anholdt for uberettiget brug af varebilen samt som mistænkte for at ville forøve berigelseskriminalitet ved de to supermarkeder. Politiet havde nemlig tidligere modtaget en anmeldelse om tyveri af pantflasker fra et supermarkeds varegård i Snertinge natten til mandag. Samme varebil var nemlig blevet filmet på en videoovervågning, ligesom samme varebil også var blevet set på Fyn i forbindelse med en sag om tyveri af pantflasker fra et supermarked. Efter afhøring til sagerne vil de anholdte blive løsladt, da grundlaget for fremstilling i grundlovsforhør ikke er til stede.

Ordensbekendtgørelsen / fange flygtet – Sct. Hansgade, Ringsted

Kl. 03.30 var politiet i området for at føre tilsyn med nattelivet ved et diskotek. Her havde en mand svært ved at opføre sig som forventet, idet han var meget støjende og til ulempe for øvrige tilstedeværende, således at han forstyrrede den offentlig orden. Politiet så sig nødsaget til at anholde pågældende – en 20-årig mand fra Ringsted – og sigte ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev iført et sæt håndjern, så politiet nemmere kunne håndtere den anholdte, imens der fortsat herskede uro og dårlig stemning i området. En ekstra patrulje blev tilkaldt, medens den tilstedeværende patrulje forsøgte at håndtere uroen på stedet. Herunder så den anholdte sit snit til at stikke af og flygte fra stedet iført håndjern. Han begik dermed en overtrædelse af straffeloven ved at flygte fra politiet som anholdt. Trods eftersøgning i området fandt politiet ikke den anholdte, men lørdag aften fik politiet dog telefonisk kontakt til den 20-årige, der kunne oplyse, at han havde det fint. En kammerat havde ved brug af en vinkelsliber hjulpet ham af med håndjernene. Telefonsamtalen sluttede med endnu en sigtelse til den 20-årige, der vil høre nærmere fra politiet i anledning af sagerne.

Indbrud i perioden
Snekkerup Egemosevej, Jystrup Midtsj.
Roskildevej, Ortved, Ringsted
Godsbanevej, Ringsted
Klosterparks Alle, Ringsted
Roskildevej, Benløse, Ringsted
Ringstedvej, Gudmandstrup, Svinninge
Køgevej, Ringsted
Ahorn Allé, Ringsted
Næstvedvej, Ringsted
Ringstedvej, Roskilde
Fluebæksvej, Benløse, Ringsted
Kildebæksvej, Vetterslev, Ringsted