I forbindelse med Jan Gintbergs show den 8. november kl. 20.00 i Ringsted Kongrescenter vil overskuddet fra showet gå ubeskåret til Røde Kors.

Foto: Ringsted Kongrescenter

Stand-up-komiker Jan Gintberg er netop nu på Danmarksturné med showet ‘Gintberg red(d)er verden’. Torsdag den 8. november er turen kommet til Ringsted og heller ikke her, redder Jan decideret verden fra total nedsmeltning.

“Nogen har åbenbart misforstået mig! Jeg har tænkt mig at rede verden. Ikke redde den for fanden! Vores sol brænder ud om 4 milliarder år og allerede om 100 år mener fysikeren Stephen Hawking, at vi ikke længere kan bebo vores klode. Festivaltoilettet er, så at sige, ved at være fyldt op til kanten,” siger komikeren og fortsætter:

”Men indtil da fortjener verden da et sidste lattervækkende komisk klarsyn. At få vandkæmmet og friseret de yderste lag. At blive gjort pæn og præsentabel inden vi hiver splitten.”

Og så alligevel. Jan Gintberg vil nemlig gerne bidrage til at hjælpe i verden. Overskuddet fra showet den 8. november i Ringsted går ubeskåret til Røde Kors’ arbejde herhjemme og ude i verden.

”Vi er fantastisk glade for, at Jan Gintberg har valgt at støtte vores arbejde – både økonomisk, men ikke mindst med den opmærksomhed han kan skabe om det arbejde, vi laver. Det er med til, at vi kan hjælpe endnu flere,” siger Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl.

I forbindelse med en ny programrække af Gintberg på Kanten på DR1 har Jan Gintberg netop besøgt verdens største flygtningelejr i Bangladesh og her set det arbejde, Røde Kors laver.

”Røde Kors har nogle fantastiske muskler. Når først de rykker ind og gør nogle ting, så kan man se, at det virker – også selvom det kan virke som uoverstigelige projekter. Og man kan mærke, at folk er taknemmelige for den hjælp, de får,” siger Jan Gintberg. “Om det er besøgsvennen i Bogense eller nødstedte flygtninge i Bangladesh, så mener jeg Røde Kors gør en kæmpe indsats.”

Jan Gintberg optræder med showet ”Gintberg red(d)er verden” i Ringsted Kongrescenter 8. november. Billetter kan købes via: www.gintberg.dk eller www.ringstedkongrescenter.dk.

Overskuddet fra Jan Gintbergs show i Ringsted går ubeskåret til Røde Kors. I forbindelse med et nyt program besøger Jan verdens største flygtningelejr i Bangladesh, hvor han fik set, hvad Røde Kors laver. Foto: Ringsted Kongrescenter