Siden januar 2018 har du som forsøg i Ringsted Kommune kunnet stille borgerforslag til emner, som skal på Byrådets dagsorden. Ordningen har Byrådet nu forlænget og sat kravet til antal støtter ned til 200.

Alle borgere i Ringsted Kommune har fra januar 2018 kunnet stille forslag, som de gerne vil have, at Byrådet drøfter. Hvis et forslag var inden for retningslinjerne og fik 300 støtter, ville det blive behandlet på et byrådsmøde.

Nu har Byrådet forlænget ordningen og nedsat grænsen for at få en sag på Byrådets dagsorden til 200 støtter. Samtidig har politikerne vedtaget, at en sag kan behandles én gang i hver byrådsperiode. Byrådet har besluttet, at ordningen skal evalueres igen om to år.

Siden ordningen blev tilgængelig i januar 2018 og til december 2018, har der været stillet 55 forslag. 10 af forslagene er blevet afvist, fordi de for eksempel ikke vedrørte noget, som Byrådet kan beslutte, fordi forslagsstiller ikke var bosiddende i kommunen, eller fordi der var tale om en problemstilling, som Byrådet tidligere har taget stilling til.

De resterende 43 forslag er blevet publiceret, og af dem har to forslag opnået stemmer nok til at blive forelagt for Byrådet.

Hvilke forslag kan borgere stemme på Byrådets dagsorden?
Forslag kan handle om alt det, Ringsted Kommune kan beslutte. Det kan for eksempel være, hvor der skal anlægges nye sportsfaciliteter. Om der skal være længere betjente åbningstider på Ringsted Bibliotek & Borgerservice. Eller der skal gøres en større indsats for at få ledige i job.

Dit forslag må ikke være et forslag, som Byrådet allerede har behandlet i indeværende byrådsperiode. Du kan for eksempel ikke blive ved med at stille det samme forslag igen og igen, indtil Byrådet har truffet en beslutning, du er enig i.

Forslaget skal derudover selvfølgelig overholde dansk lovgivning og for eksempel ikke være injurierende eller indeholde fortrolige eller personfølsomme oplysninger. Det vil blive vurderet, om disse betingelser er opfyldt, inden dit forslag bliver publiceret på www.ringsted.dk.

Læs mere om borgerforslag her.