Det var en udfordring at finde parkeringspladser, da Sjællandske Medier fredag den 11. januar holdt afskedsreception for Torben Dalby Larsen.

Køen var lang, og gavebordene bugnede i Ringsted Kongrescenter, hvor masser af mediemennesker og helt normale mennesker fra nær og fjern var mødt op for at hylde den direktør og chefredaktør, der startede sin aviskarriere i 1968. Torben Dalby Larsen har ledet Sjællandske Medier i opgangstider og nedgangstider, og som bestyrelsesformand Niels Jørgen Hansen nævnte sin tale, er det evnen til at stå distancen i hårde tider, der kendetegner den bedste leder.

Receptionen var i høj grad også et goddag til den nye ledelse; administrerende direktør Jens Nicolaisen og ansvarshavende chefredaktør Bente Johannessen, som bliver den dynamiske duo, der skal føre Sjællandske Medier på den videre færd i et medie-farvand, hvor stormen raser som aldrig før, men på et skib der er godt rustet til fremtiden med fornyelser, ikke mindst på områderne digitalisering og sociale medier.

Foto: SDL