Fredag den 1. februar holder Musikforeningen Roxy sin første koncert på Springbrættet ved Ringsted Musikskole.

Ringsted har fået en ny koncertarrangør
Navnet er Musikforeningen Roxy, som allerede fredag den 1. februar afvikler sit første arrangement med Juncker på plakaten.

Juncker – med fornavnet Christian – fik sit gennembrud med singlen ’Mogens og Karen’ fra debutalbummet ’Snork City’ og har igennem de seneste 15 år sat sig markante spor som en af Danmarks bedste sangskrivere. Rigtig mange tv-seere kender således også hans kendingsmelodi ’Havana’ fra serien ’Mod fjerne kyster’.

Senest har Juncker høstet fremragende anmeldelser for albummet ‘Globus NV’ med populære radiohits som ‘Sidste Nat På Fabrikken’, ‘Det Er Lige Meget’ og ‘Donegall Road’.

Arrangementet på ’Springbrættet’ – salen ved siden af Ringsted Musikskole på kasernegrunden – vil give et indblik i, hvad der motiverer og inspirerer sangskrivningen, for inden han optræder i duo-format med guitaristen Stefan Larsen ved sin side, stiller Christian Juncker op til interview på scenen.

“Vi vil på den måde prøve at give koncertoplevelsen en ekstra dimension og håber, at Ringsted tager godt imod det og for den sags skyld hele initiativet bag foreningen”, siger Søren-Mikael Hansen, formand for Musikforeningen Roxy.

Den er skabt med det ene formål at støtte Ringsted Musikskole ved at afvikle koncerter og med tiden måske også andre typer af kulturarrangementer på Springbrættet. Alt arbejde i foreningen er således frivilligt for at kunne afvikle arrangementer i den mellemstørrelse, initiativtagerne kan se et behov for i Ringsted.

“Vi vil bestræbe os på at skabe intimkoncerternes atmosfære i Springbrættets velegnede sal, hvor publikum kan sidde tæt på scenen, og der er mulighed for at skabe en virkelig god lyd”, siger Søren-Mikael Hansen, der sammen med Mette Bjersing, Louise Hove og Bente Norup Baggesen udgør bestyrelsen i Musikforeningen Roxy.

Det er skrevet ind i foreningens formålsparagraf, at den skal “styrke kulturtilbuddet i Ringsted Kommune under størst mulig hensyntagen til andre udbydere af tilsvarende aktiviteter”.

“Altså ser vi Musikforeningen Roxys aktiviteter som supplement til det eksisterende musik- og kulturliv i byen og håber at kunne skabe et fællesskab omkring initiativet”, siger formanden.

Det vil sige, at foreningens intention er at tilbyde medlemskab til såvel enkeltpersoner som virksomheder, der vil både støtte Ringsted Musikskole ad den vej og samtidig få adgang til særlige fordele som forspring i billetsalget og en årlig gratis koncert kun for medlemmer.

I første omgang er det vigtigste for Musikforeningen Roxy imidlertid at få prøvet sig af som koncertarrangør. Målsætningen er at arrangere i omegnen af seks koncerter om året – og den første er altså fredag den 1. februar, hvor der vil være adgang til Springbrættet en time før, at Juncker går på scenen klokken 20.

“Vi håber virkelig, at mange Ringsted-borgere vil bakke op om både denne koncert og foreningens virke, så køb endelig en billet og brug den til både at få en musikalsk oplevelse og en anledning til at høre mere om Musikforeningen Roxy”, siger Søren-Mikael Hansen.

Billetterne sælges gennem billetto.dk.

Juncker. Pressefoto.