Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i perioden fra den 20. december 2018 til den 29. januar 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld mv. – Hømvej /Sørupvej, Sørup, Ringsted

Kl. 14.11 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor to biler var stødt sammen. En 38-årig mand fra Fjenneslev kørte i en personbil ad Hømvej mod syd og med lav hastighed frem mod krydset, hvor han ville fortsætte ligeud ad Vetterslevvej. I krydset stødte han sammen med en varebil ført af en 52-årig mand uden fast bopæl. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, der medførte skader på de implicerede køretøjer. Politiet har optaget rapport om uheldet på grund af mistanke om overtrædelse af vigepligtsbestemmelser for den 38-åriges vedkommende og på grund af sigtelse for kørsel i frakendelsestiden for den 52-åriges vedkommende. Han var nemlig i forvejen frakendt kørekortet og måtte derfor slet ikke føre varebilen.

Færdselsuheld – Bengerds Alle / Abelsvej, Ringsted

Kl. 10.59 kørte en 68-årig kvinde fra Ringsted i en personbil ad Abelsvej mod øst frem mod krydset ved Bengerds Alle, hvor hun af ukendte årsager fortsatte ligeud i stedet for at svinge til højre. Hun kørte derfor med lav hastighed ind over et græsareal og ramte til sidst en lygtepæl. Der skete ingen skade på hverken hendes bil eller lygtepælen. Politiet skønnede den 68-årige lidt konfus og bragte hende til kontrol hos sin læge, da hun ikke kunne forklare nærmere om årsagen til uheldet. Ingen andre trafikanter var impliceret i kurset.

Spirituskørsel – Ringstedvej, Gudmandstrup, Svinninge – Holbæk

Kl. 14.51 anholdte og sigtede politiet en 40-årig mand fra Svinninge for spirituskørsel i en varebil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Narkokørsel – Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

Kl. 13.30 standsede en færdselsbetjent en varebil, for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren viste sig at være en 21-årig mand fra Taastrup, der med narkometeret blev testet positiv for hash. Han blev derfor anholdt og fik udtaget en blodprøve. Når resultatet af prøven kommer, vil den 21-årige høre nærmere fra politiet.

Franarret Nem-ID og penge – Ringsted

Kl. 10.10 anmeldte en 70-årig kvinde fra Ringsted, at hun mandag middag var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for være fra et teleselskab. Manden havde oplyst, at der var problemer med anmelderens betalingsservice til selskabet, så han ville hjælpe hende med at få det klaret. Under en længere telefonsamtale fik den falske telesælger narret kvindens Nem-ID oplysninger. Der blev efterfølgende lavet fire overførsler på i alt 30.000 kr fra anmelderens bankkonto. Da anmelderen opdagede dette, blev hun klar over, at “manden fra teleselskabet” var falsk. En veninde til anmelderen havde også oplevet at få opkald fra samme mand, men havde anet uråd og havde lagt på. Politiet efterforsker nu sagen, bl.a. for at finde frem til, hvortil pengene er blevet overført.

Politiet vil gerne opfordre borgerne til at udvise en sund skepsis overfor alle fremmede, der henvender sig og oplyser, at de at fra firmaer eller offentlige myndigheder. Stil kritiske spørgsmål og afbryd telefonsamtalen, hvis du er i tvivl om henvendelsen er reel. Oplys aldrig personfølsomme oplysninger som f.eks personnummer eller Nem-ID, koder eller oplysninger om betalingskort.

Varetægtsfængsling – Røveri / brugstyveri mv. – Ringsted

Tidligt onsdag morgen blev en dreng på 15 år og en mand på 19 år begge fra Brøndby anholdt på deres respektive bopæle, idet politiet mistænkte dem for at have en rolle i sagen om røveri og uberettiget brug af en personbil på Balstrupvej i Ringsted tirsdag d. 15.01.19. En 68-årig kvinde var ved sin bopæl blevet kontaktet af to mænd, der under trussel med en pistollignende genstand havde fået udleveret personbilen, som de efterfølgende var kørt i fra gerningsstedet. I samme forbindelse havde offeret set en anden bil, som de mistænkte formentlig var kørt i til Ringsted. De to anholdte blev torsdag kl. 11.00 fremstillet i Retten i Roskilde i et grundlovsforhør, der endte med, at de begge blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 14. februar 2019. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning, der bl.a. indebærer politiets forsøg på at identificere yderligere mistænkte i sagen.

Færdselsuheld – Korsevænget, Ringsted

Kl. 09.20 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor en bilist havde påkørt et barn, der løb tværs over vejen. Det viste sig, at en 63-årig mand fra Ringsted kørte ad Korsevænget mod vest i en personbil, da to drenge omtrent ud for Ungdomsskolen løb i sydlig retning fra en sti og ud på vejen. Den 63-årige, der kørte med lav hastighed, undveg ind på fortovet, men kunne ikke undgå at ramme en 11-årig dreng fra Ringsted med bilens front. Drengen fik hudafskrabninger på benet og hænder som følge af påkørslen, medens den anden dreng på 12 år også fra Ringsted ikke blev ramt. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Narkokørsel – Ringstedvej, Køge

Kl. 13.40 anholdte og sigtede færdselspolitiet en 36-årig mand fra Glostrup for kørsel i en varebil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev standset, da han anvendte håndholdt mobiltelefon, hvorfor han også blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen. Den 36-årige bilist blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 18.31 forulykkede en 48-årig mand fra Hvidovre under kørsel på Vestmotorvejen i en varebil. Han var i færd med at overhale en lastbil ført af en 48-årig mand fra Galten, da føreren af varebilen trak tilbage mod vognbanen længst til højre. Herunder ramte bagende af varebilen den forreste del af lastbilen, således at føreren af varebilen mistede kontrollen over den og væltede om på taget. Han slap uskadt fra uheldet, som dog bevirkede, at det østgående spor blev lukket i ca. 15 min. senere på aftenen i forbindelse med bjærgning af varebilen. Ingen kom til skade ved uheldet.

Brand i køretøj – Haslevvej, Ringsted

Kl. 15.26 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om brand i et køretøj. Det viste sig at være mindre dramatisk end anmeldelsens ordlyd, da der kun var tale om røgudvikling fra motorrummet på en varebil. Noget spildt olie i motorrummet ansås for at være årsagen til dramatikken. Ingen kom til skade ved hændelsen, som politiet ikke foretog sig yderligere med.

Råbende mand formanet – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 06.25 bortviste politiet en 53-årig mand fra Aarhus C fra forhallen på togstationen, hvor han ifølge en kvindelig anmelder var utryghedsskabende, fordi han gik råbende og til dels truende rundt derinde. Politiet formanede ham om at opføre sig ordentligt og henviste ham til at tage næste tog i retning mod Jylland. Han blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd på stedet.

Tricktyveri fra lejlighed – Jørgen Roedsvej, Ringsted

Kl. 13.58 anmeldte en 79-årig kvinde fra Ringsted, at hun fredag d. 18.01.19 i tidsrummet kl. 17.00-18.00 havde fået uventet besøg af en kvinde, der ikke kunne få kontakt med anmelderens nabo i anledning af en forestående fest. Kvinden havde fået den 79-årige til at give en besked og fulgte med ind i hendes køkken, da en seddel skulle skrives om, at kvinden havde styr på boller, lagkage, smør, ankomsttid mv. i forbindelse med en fødselsdagsfest hos naboen. Kvinden takkede for hjælpen og forlod den 79-åriges lejlighed. Kort før anmeldelsen havde den 79-årige nu opdaget, at en skuffe i soveværelset var blevet rodet igennem og kontanter stjålet. Hun var derfor overbevist om, at en medsammensvoren havde sneget sig ind i hendes lejlighed, da hun og den fremmede kvinde opholdt sig i køkkenet. Den fremmede kvinde blev beskrevet som: A: Kvinde, Asiatisk af udseende, 25-30 år, 158-160 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Dansk med accent, Iført: sort frakke. Politiet forsøger nu at få identificeret kvinden og hendes mulige medsammensvorne.

Indbrud i perioden

Frejasvej, Ringsted
Bjergvej, Kværkeby, Ringsted
Ahorn Alle, Ringsted