Martin Lytje og David de Fries fortsætter som stærk duo, der skal stå i spidsen for Benløse Floorball Clubs ligahold i den kommende sæson. Før forberedelserne til den nye sæson begynder, gælder det dog DM-finalen på lørdag den 13. april kl. 18.30.

Ved årsskiftet overtog Martin Lytje cheftræner-rollen, og David de Fries trådte ind som assisterende træner. Det samarbejde har fungeret så godt, at alle parter er enige om, at en forlængelse er den helt rigtige løsning. Det aktuelle DM-slutspil har budt på seks sejre på stribe i kvartfinalen mod Hvidovre og semifinalen mod Sunds, og nu gælder det altså DM-finalen mod Frederikshavn på lørdag kl. 18.30.

– Jeg glæder mig til finalen, hvor vi vil gøre alt for at få den syvende slutspilssejr i træk og krone denne sæson med et DM-guld. Derefter ser jeg frem til at stå i spidsen for det her hold i en hel sæson, hvor vi kan bygge på fra A til Z, siger cheftræner Martin Lytje.

Han kom til Benløse i sommeren 2017 som assisterende træner og nåede halvanden sæson i den rolle, inden han blev forfremmet. Før da har han været cheftræner i Hvidovre, og aktuelt er han også træner for damelandsholdet.

31-årige David de Fries har tilbragt hele sin karriere i Benløse Floorball Club med undtagelse af en 2-årig afstikker til Brønderslev. Ud over egne meritter som målmand er han ildsjæl og har med stor succesfuld fungeret som ungdomstræner op gennem rækkerne.

– Det var en turbulent start på året med ligaholdet med de skift, der skete, men de seneste måneder har vi virkelig fået sat kursen. Jeg ser frem til at bidrage endnu mere til spillernes og hele holdets udvikling, siger David de Fries.

Ingen af de to lægger skjul på deres ambitioner om at holde Benløse i toppen af dansk floorball.

Fra klubbens side er der stor tilfredshed
– Vi er meget tilfredse med forlængelsen, der er et vigtigt skridt i arbejdet med den kommende sæson. I al beskedenhed er det vores opfattelse, at vi i Martin og David har Danmarks mest kompetente trænerteam, der samtidig er garant for klubbens værdier, siger Thomas Brodersen fra klubbens bestyrelse.

Martin Lytje (tv.) og David de Fries. Foto: Benløse Floorball Club.