Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 25. marts til den 2. april 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Køgevej ved Fjællebrohuse, Ringsted

Kl. 15.10 blev en personbil, der blev ført af en 45-årig mand fra Ringsted målt til at køre 134 km/t, selvom han kun måtte køre 80 km/t på strækningen. Han blev sigtet for sin kørsel og kan nu forvente, at sagen skal lægges op til en betinget frakendelse af førerretten og en bøde.

Mistænkelig forhold – Sneslev Sognevej, Sneslev, Ringsted

Kl. 11.41 anmeldte en opmærksom, lokal mand, at en mand og en kvinde luskede rundt ved en bestemt adresse på vejen. De var kommet til stedet i en bil. En af politiets patruljer var tilfældigt i nærheden og kunne hurtigt konstatere, at der ikke var tegn på indbrud på adressen. De to personer var dog forsvundet fra området, men politiet fik ved kontakt til øvrige i området klarlagt, at der var tale om legalt forhold, idet personerne havde kigget nærmere på deres fremtidige bopæl.

Beruset mand gik forkert – Skovgården, Ringsted

Kl. 05.11 hjalp politiet en spirituspåvirket mand med at finde den rette adresse i Skovgården hos et familiemedlem, hvor han skulle overnatte. Der var tale om en 35-årig mand fra Albertslund, som var begyndt at banke på døren på en anden adresse end familiemedlemmets. Politiet guidede ham derfor lidt længere hen ad gaden til den rigtige adresse, hvor et familiemedlem ville kunne tage vare på den spirituspåvirkede mand.

Spirituskørsel og frakendt førerretten – Lellinge – Køge / Ringsted

kl. 09.56 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var kørt fra parkeringspladsen ved Lellinge Brugs i spirituspåvirket tilstand. En patrulje fandt frem til bilen, der blev standset ved Kongsted Rasteplads. Patruljen traf føreren, en 48-årig mand fra Stege på Møn, der viste sig at være påvirket af spiritus over det tilladte. Han var desuden frakendt førerretten i forbindelse med, at han for nogle år siden var impliceret i et færdselsuheld, hvor han var spirituspåvirket. Han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil sagerne blive afgjort samlet.

Lov om euforiserende stoffer – Sct. Hansgade, Ringsted

Kl. 04.15 blev en 22-årig mand fra Ringsted, der var tydeligt påvirket af narkotika visiteret af politiet, da han befandt sig ud for Felix Pub. I hans bukselomme fandt politiet en pølsemandspose med hvidt pulver, der viste sig at være 0,82 gram ketamin. Hans bil, der holdt tæt ved pubben, blev ligeledes ransaget af politiet, men der blev ikke fundet yderligere stoffer. Den 22-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og fik et forbud om at komme på Felix Pub i 2 år. Han kan forvente en bøde for den sag.

Kørte påvirket uden kørekort – Schandorphsvej, Ringsted

Kl. 13.45 standsede en patrulje en personbil, der blev ført af en 28-årig mand fra Ringsted. Føreren viste sig at være påvirket af narko, og hans førerret var administrativt inddraget i en tidligere sag om narkokørsel. Den 28-årige blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Indbrud i perioden

Kildevældet, Ringsted
Ahorn Alle, Ringsted