Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet fra den 29. marts til den 9. april 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkopåvirket fører med kokain i bilen – Køgevej, Ringsted

Kl. 01.50 standsede politiet en bil, der blev ført af en 34-årig mand fra Ringsted. Han forklarede, at han havde taget kokain i løbet af aftenen. I bilen fandt politiet en lille pose med hvidt pulver, som føreren sagde var hans kokain. Den 34-årige blev sigtet og anholdt. Med i bilen var en 19-årig mand fra Ringsted, der sagde, at han havde røget hash. Han blev derfor sigtet for lov om euforiserende stoffer og visiteret. Han blev ikke fundet i besiddelse af narko eller andet ulovligt, så politiet frafaldt sigtelsen imod ham. Den 34-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han vil høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven er kommet.

Fører påvirket af narkotika – Sorøvej Ringsted

Kl. 15.27 ringede en bekymret borger til politiet, fordi han havde set en mand sidde og sove i en bil, der var tændt. Derfor sendte politiet en patrulje ud for at sikre sig, at det ikke var en person, der havde intentioner om at køre i påvirket tilstand. Patruljen traf en 47-årig mand fra Ringsted, der blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev testet med et narkometer, der viste positiv for kokain. Derfor blev han anholdt for forsøg på at køre bil påvirket af euforiserende stoffer, han blev taget med til sygehuset for at få udtaget en blodprøve og er nu sigtet i sagen. Manden blev kort efter løsladt fra politiets varetægt.

Brand i container – Ahorn Alle i Ringsted

Kl. 23.53 kontaktede brandvæsnet politiets vagtcentral for at fortælle, at der var brand i en container. Det formodes, at nogle beboere på stedet har smidt en tændt cigaret ud med noget affald, der har antændt containeren. Der steg kraftig rød op fra stedet, men der var ingen fare for brandudbredelse, og ingen personer kom til skade ved branden.

Mand sigtet for personelfalsk og ulovligt arbejde – Sct. Knudsgade, Ringsted

Kl. 12.40 anholdte politiet en 30-årig udenlandsk mand fra Nigeria under en social dumping-aktion på en byggeplads, der blev gennemført sammen med SKAT og Arbejdstilsynet. Den 30-årige var iført arbejdstøj, arbejdshandsker og bar værktøj. Manden identificerede sig med et sygesikringskort, der ved nærmere undersøgelse viste sig at tilhøre en anden person. Politiet fandt frem til den anholdte mands identitet og sigtede ham for personelfalsk. Manden var ikke i besiddelse af pas eller opholdstilladelse. Manden er nu i politiets varetægt og bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 12.00 i Retten i Roskilde med påstand om varetægtsfængsling, mens hans sag behandles.

Bil påkørt bagfra – Smålodsvej/Roskildevej, Benløse, Ringsted

Kl. 13.00 anmeldte en 79-årig mand, at hans bil var blevet påkørt bagfra, da han kom kørende af Smålodsvej og skulle svinge til højre ad Roskildevej. Da han skulle til at køre ud, blev han opmærksom på en krydsende bilist fra venstre, hvorfor han bremsede op og blev påkørt bagfra af en anden bil. Der skete ringe materiel skade på begge implicerede biler og ingen personer kom til skade. Efter påkørslen opstod der skænderi mellem de to parter, hvor manden, der førte den bagfrakommende bil, ifølge anmelderen fremstod meget frembrusende, hvilket blev bekræftet af et vidne på stedet. Føreren af den bagerste bil kørte fra stedet, inden de to implicerede fik udvekslet oplysninger, og han overholdt derved ikke sine forpligtelser i forbindelse med færdselsuheldet. Politiet identificerede den flygtende mand ved hjælp af nummerpladeoplysninger. Ejeren viste sig at være en 30-årig mand fra Fjenneslev. Politiet kontaktede manden, og han erkendte forholdet og blev
afhørt til sagen. Politiet optog rapport om uheldet, og skal nu have klarlagt hvilke sigtelser, der skal rejses i sagen.

Mistænkelig forhold – Sneslev Sognevej, Sneslev, Ringsted

Kl. 11.41 anmeldte en opmærksom, lokal mand, at en mand og en kvinde luskede rundt ved en bestemt adresse på vejen. De var kommet til stedet i en bil. En af politiets patruljer var tilfældigt i nærheden og kunne hurtigt konstatere, at der ikke var tegn på indbrud på adressen. De to personer var dog forsvundet fra området, men politiet fik ved kontakt til øvrige i området klarlagt, at der var tale om legalt forhold, idet personerne havde kigget nærmere på deres fremtidige bopæl.

Indbrud i perioden

Torvet, Ringsted
Søgade, Ringsted
Smålodsvej, Benløse, Ringsted
Sct Knudsgade 3, Ringsted
Frejasvej, Ringsted
Kildevældet, Ringsted
Ahorn Alle, Ringsted