Rundt i kongerigets private haver står der formentlig stadig en del kollektive transportmidler i mere eller mindre medtaget stand mange år efter, at de blev udrangeret. De har som oftest fungeret som havehuse, legehuse eller opbevaringsskure i årene efter “pensioneringen” og er ofte blevet ét med stedets vegetation og er af samme grund godt skjult for nysgerrige blikke.

Et af de meget medtagne eksemplarer – en danskbygget Triangel-bus fra 1930erne – er netop blevet bjærget af Sporvejsmuseets frivillige medarbejdere fra en privat grund i Indslev på Fyn. Bussen blev løftet med stor forsigtighed over på en transportvogn og efterfølgende pakket grundigt ind, så der ikke faldt noget af under transporten til Midtsjælland. Bussen er nemlig både et vrag og en guldgrube!

Det, som er værdifuldt på Trianglen fra Indslev, er især aksler og styretøjet. Bagakslen kan med rimelig stor sikkerhed anvendes på Sporvejsmuseets københavnske strøgbus KS 37 (årgang 1929). Forakslen muligvis også, men det kræver dog nogen tilpasning. Dog næppe noget, museets medarbejdere ikke kan løse!

Endvidere besidder Fyn-bussen en masse andre komponenter, bl.a. brændstoftank, kardanaksler inkl. kardanbremsen, hovedbremsecylinder og meget andet, som helt sikkert kan anvendes på KS 37. Endeligt var bussens originale instrumenter intakte; de er ligeledes bjærget.

Den fynske bus vil derfor ikke blive genskabt i sit oprindelige udseende, men vigtige dele fra den kommer igen ud at køre, når den københavnske Triangel-strøgbus genopstår i fordums herlighed. Strøgbussen KS 37 blev for en del år siden ligeledes fundet som havehus, men uden sine aksler. Fundet fra Fyn betyder, at den 90 år gamle københavnske bybus er kommet et godt stykke nærmere et aktivt otium på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Sporvejsmuseet ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted og åbner til sæsonen 2019 påskedag, 21. april. Museet er åbent lørdage, søn- og helligdage kl. 10-17.

Den fundne danske Triangel-bus efter aflæsningen på Sporvejsmuseet. Bussens undervogn har det heldigvis bedre end karosseriet. Foto: Michael Jensen.