De seneste måneder har Byråd og fagudvalg arbejdet med kommunens budget for 2020, og de er nu klar til at sende budgetforslaget i høring blandt kommunens borgere.

Hvert forår udarbejder Byrådet udkast til kommunens budget for det kommende år. Budgettet besluttes endeligt i Byrådet i efteråret. I den mellemliggende periode opfordrer Byrådet borgerne til at komme med deres input til budgetforslagene. På Byrådsmødet mandag den 13. maj behandlede Byrådet et katalog af forslag fra fagudvalgene og udvalgenes prioritering til budget 2020. Dette forslag sender Byrådet nu i høring blandt borgere og medarbejdere i kommunen.

Der skal spares i 2020
I år bliver opgaven vanskeligere, end den har været de senere år. Det skyldes, at Byrådet skal finde besparelser til budget 2020. Byrådet kender ikke på nuværende tidspunkt det endelige omfang af besparelserne. Det skyldes, at Regeringens Økonomiaftale med KL har indflydelse på kommunens budget. Siden 2013 har Ringsted Kommune nemlig hvert år fået et ekstraordinært finansieringstilskud fra Staten. Det håber Kommunen at få igen, men det er ikke sikkert. Byrådet kan først vente at få klarhed om kommunen modtager det ekstraordinære tilskud eller ej ved udgangen af juni – og måske endda endnu senere pga. Folketingsvalget.

Det betyder, at Ringsted Kommune i budget 2020 skal finde besparelser for enten 18 mio. kr. eller 50 mio. kr. afhængig af, om Ringsted Kommune får det ekstraordinære finansieringstilskud fra Staten eller ej.

Højt serviceniveau kræver flere penge
En del af årsagen til, at Ringsted Kommune på nuværende tidspunkt ved, at der minimum skal findes 18 mio. kr. på budgettet er, at Ringsted Kommune – ligesom mange andre kommuner – har været nødt til at afsætte flere midler til det specialiserede socialområde. Der er i løbet af 2018 sat en række større tiltag i gang for at vende udviklingen på området. Tiltagene forventes at få effekt i 2020, og såfremt udgifterne på området mindskes, vil den budgetmæssige udfordring blive reduceret tilsvarende.

En anden grund til, at der skal findes besparelser skyldes, at Ringsted Kommune har et serviceniveau, der koster mere pr. indbygger end landsgennemsnittet. Samtidig er kommunens indtægterne pr. indbygger lavere end i resten af landet. I disse år kommer der flere borgere til kommunen, hvilket er rigtig positivt, men det betyder også, at der skal findes flere penge, hvis serviceniveauet skal fastholdes.

Borgmester Henrik Hvidesten siger:
”Det er altid en ubehagelig situation at stå i, når der skal findes besparelser. Jeg vil da også gerne understrege, at Ringsted Kommune ikke er på vej mod et større økonomisk underskud. Vi har en sund økonomi og en besparelse på budgettet til næste år er med til at sikre, at vi også fremover kan have en sund og solid økonomi. Og på denne måde kan vi undgå nogle pludselige besparelser i løbet af 2020.”

To puljer af forslag
Byrådet har derfor udarbejdet to puljer af forslag til besparelser. Den ene pulje skal dække det forventede behov på besparelser for omkring 18 mio. kr., som svarer til 1,5 % af serviceudgiftsrammen. Den anden pulje rummer forslag for yderligere 2,0 % af serviceudgiftsrammen og giver sammen med de 18 mio. kr. en samlet besparelse på omkring 50 mio. kr., og skal altså kun i spil, såfremt Ringsted Kommune ikke modtager det ekstraordinære finansieringstilskud fra Staten i 2020.

Borgermøde om budget 2020 den 3. juni
Byrådet opfordrer alle, der har input og kommentarer til budgetforslagene til at give deres mening til kende i løbet af den aktuelle høringsperiode, der løber frem til den 13. juni.
Vil man som borger høre mere om budgetforslaget eller har man spørgsmål til indholdet, er man meget velkommen til at møde op på Ringsted Bibliotek mandag den 3. juni kl. 17.00, hvor der afholdes borgermøde om budget 2020.

Det samlede høringsmateriale vil være at finde på kommunens hjemmeside fra onsdag den 15. maj.
Høringssvar sendes til budget@ringsted.dk.

Vigtige datoer i budgetprocessen
• 13. maj: Byrådet sender forslag til budget 2020 i høring
• 3. juni: Borgermøde om budget 2020 kl. 17.00 på Ringsted Bibliotek. Alle er velkomne
• 13. juni: Frist for indsendelse af høringssvar
• 15. august: Økonomiudvalget førstebehandler udkast til budget og sender det i høring
• 11. september: Frist for indsendelse af høringssvar
• 7. oktober: Byrådet behandler og beslutter budget 2020

Fakta om budget 2020
– Hvor meget skal der spares?: 18 millioner kr. eller 50 millioner kr. Beløbet afhænger af, om Ringsted Kommune modtager ekstraordinært tilskud fra staten, som Kommunen har fået de senere år.
– Hvornår ved vi, hvor meget, der skal spares?: Sidst i juni efter Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har færdigbehandlet økonomiaftale for kommunerne for 2020. Økonomiaftalen kan blive udskudt på grund af Folketingsvalget. Det vil betyde at vi først ved besked om kommunens økonomi på et senere tidspunkt.
– Hvornår kender vi det endelige budget: Byrådet vedtager det endelige budget den 7. oktober 2019.
– Hvornår ved vi, hvordan besparelserne skal udmøntes?: Når budgettet er behandlet i Byrådet den 7. oktober 2019.

Foto: ABW