To nybyggede folde på et græsareal ved Kaserne Park skal huse græssende stude. Det skaber et mere varieret dyre- og planteliv i området, så det i fremtiden bliver et mere naturskønt område at færdes i.

En af de nærmeste dage kommer der unge stude på græs i to folde ved Kaserne Park. Den ene fold er færdiganlagt, mens den anden bygges i de kommende uger. Den ene fold vil være i området ved de to tørre regnvandsbassiner, mens den anden vil være på græsarealet længere mod øst. Samlet udgør de to folde et areal på 17 hektar eller 170.000 m2. Studene vil skiftevis være i de to folde.

Kreaturerne er stude – det vil sige kastrerede kalve – fra en lokal landmand. De skal afgræsse området, så der bliver skabt et mere naturskønt område i Kaserne Park end i dag. Det fortæller Thea Marott Jensen, der er landskabsforvalter i Ringsted Kommune.

”Ved at sætte stude på græs i området, skaber de en meget større naturrigdom i området. De vil skrabe huller i jorden, hvor der kan gro nye planter og blomster, og de lægger kokager, som giver et stort insektliv. Så dermed er de med til at skabe et meget mere varieret og naturrigt område, end der er i dag,” siger Thea Marott Jensen.

De første stude kommer på græs en af de nærmeste dage, og de kan måske være nysgerrige på mennesker.

”Hvis studene er nysgerrige i starten, er det, fordi de forbinder mennesker med for eksempel at få mad. Bare lad være med at fodre dem, og de lærer hurtigt at holde sig for sig selv,” siger Thea Marott Jensen.

I dag er der anlagt stier i Kaserne Park, og de to folde berører ikke de stier, der er anlagt. Der er dog trampestier på græsarealerne, og nogle af de trampestier kommer til at gå gennem de to folde. Hvor foldenes hegn skærer trampestierne, vil der blive lavet adgangslåger, så adgangen til hele området bevares.

Det betyder, at området stadig vil kunne benyttes lige som i dag, og alle er fortsat meget velkomne til at bruge hele området. Lige som i dag skal du have din hund i snor i området – også når du færdes i de to folde.

Til efteråret forventer Ringsted Kommune desuden at kunne anlægge et mountainbike spor i Kaserne Park i samarbejde med lokale kræfter.

Foto: ABW