“Hvor mange procent af AffaldPlus’ plast bliver egentlig genanvendt”? Det spørgsmål har AffaldPlus fået, efter det kom frem, at Vestforbrænding genanvender 31 % plast.

Af de hårde plasttyper fra husholdningen, som kan genanvendes, ligger AffaldPlus’ genanvendelse på 75 %. Men der er desværre også en hel del hårde plastmaterialer, som i dag ikke kan genanvendes, fordi de er sammensat af flere forskellige plasttyper. Disse bliver i stedet brændt og brugt til produktion af energi. Vi anslår, at vores reelle genanvendelsesprocent, hvad hård plast fra husholdningerne angår, ligger på ca. 33 %, oplyser Affaldplus.

Genanvendelsesprocenterne for plast indsamlet på genbrugspladserne er langt højere. Læs mere om plast og genanvendelse.

Fra flamingo til letbeton
Som noget spritnyt indsamler AffaldPlus også flamingo for sig, – foreløbig i Dianalund. Det indsamlede flamingo bliver til letbeton – en beton der både er lettere end traditionel beton, lydisolerende og ikke-brandbar. Det er desuden mere bæredygtigt, fordi grus bliver erstattet af genbrugte, overfladebehandlede flamingokugler. Derudover kan letbeton knuses og genanvendes igen, når det engang bliver til affald.

Man kan bl.a. aflevere flamingoplader fra indpakning af fx møbler, hårde hvidevarer og transportkasser. Det er et krav, at flamingoen er ren, dvs. uden plast, pap, træ og uden jord og andre rester fra det, som flamingoen har indeholdt. Læs mere om flamingoindsamling.