Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2019/11/18 til 2019/11/26.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Høm Møllevej, Skellerød, Ringsted

Kl. 19.17 var en 22-årig mand fra Føllenslev kørt ind i et autoværn. Under kørsel i østlig retning var han af uforklarlige årsager kørt over i den modsatte side af vejen og havde påkørt autoværnet kort før en bro over en sluse. Han var ædru og ved bevidsthed, da ambulancepersonale bragte ham til kontrol på skadestuen. Den 22-årige var sluppet uskadt fra uheldet og skal på et senere tidspunkt have flyttet bilen, der blev efterladt på uheldsstedet.

Solouheld – Skafterupvej, Egerup, Fjenneslev – Ringsted

Kl. 09.32 kørte en personbil ad Egerupvej mod nordvest, da føreren, en 41-årig mand fra Fjenneslev, blev overrasket af et rådyr, som løb over vejen. Føreren mistede herredømmet over sin personbil, så han påkørte et el-skab og et træ i en have, der blev revet op ved påkørslen. Bilen fortsatte ind over en mark, igennem en hestefold og endte med at påkøre en hestetrailer. Ingen personer kom til skade ved uheldet. Politiet optog rapport i sagen, som skal belyse omstændighederne ved uheldet.

Kørsel uden førerret i påvirket tilstand – Kildebrinken, Ringsted

Kl. 13.40 standsede politiet en personbil, for at lave en rutinemæssig kontrol. Førerne af bilen, en 49-årig mand fra Ringsted, var påvirket af metadon og havde ikke noget kørerkort, da det var blevet inddraget. Føreren blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Dom i sag om besiddelse af pistol – Ringsted

I august måned fandt politiet en skarpladt pistol i forbindelse med en ransagning i en lejlighed i Ringsted. En 22-årig mand fra Ringsted blev varetægtsfængslet i sagen, hvor der i onsdags faldt dom. Sagen kørte som en tilståelsessag. Retten i Roskilde idømte i den 22-årige 2 år og 6 mdr. fængsel. Ud over sagen med pistolen blev han dømt for lov om euforiserende stoffer for at besidde 5 gram kokain og at have besiddet 200 gram hash med henblik på videreoverdragelse og nogle færdselsforseelser. Den dømte tog sin betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Narkokørsel – Ringstedvej, Lellinge, Køge

Kl. 0110 anholdt og sigtede politiet en 23-årige mand fra Brøndby for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen, hvorfor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet løslod ham efter blodprøven og afhøring til sagen.

Varebil trillede ind i husmur – Ringstedvej, Kvanløse – Holbæk

Kl. 09.16 anmeldte en husejer på Ringstedvej, at hans hus formentlig var blevet påkørt af et køretøj, og at der var sket skade på husmuren. Husejeren havde dog ikke talt med nogen bilist eller set, da det skete. En patrulje kørte til adressen for at undersøge sagen nærmere. Husejeren havde i mellemtiden fundet en seddel i postkassen fra bilisten, hvorpå der stod kontaktoplysninger til føreren af bilen, en 37-årig mand fra Slagelse. Politiet ringede til bilisten, hvor det viste sig, at varebilen havde holdt parkeret, da føreren skulle ind i en kiosk. Han havde glemt at trække håndbremsen, så bilen var trillet ind i husmuren. Parterne udvekslede forsikringsoplysninger, og så var politiets opgave på stedet færdig.

Brandundersøgelse – Vibevej, Ringsted

Kl. 16.24 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en lagerhal. Ilden havde fået fat i noget træbeklædning i gavlen, så der blev udviklet noget røg fra branden i en ellers tom lagerbygning. Branden blev slukket, og ingen personer var kommet til skade. Ved nærmere undersøgelse af brandstedet fandt politiet resterne af en autostol tæt på gavlens træbeklædning. Politiet formoder derfor, at nogen kan have sat ild i autostolen, og at branden i den kan have bredt sig til gavlbeklædningen. De nærmere omstændigheder skal nu undersøges nærmere af politiet.

Indbrud i Perioden

Industriparken, Ringsted
Sct. Hansgade, Ringsted
Giesegårdsvej, Giesegård, Ringsted
Bragesvej, Ringsted