Ringsted Kommune har fokus på, at det skal være let at være frivillig, og at så mange som muligt kan være en del af fælleskabet. Både fælleskabet i det etablerede foreningsliv, og i de fællesskaber, der skabes mellem mennesker, der er fælles om en interesse.

Frivilligheden, foreningslivet og fælleskabet har det godt i Ringsted Kommune, men kommunen vil gerne gøre det endnu lettere at blive en del af det. Det er vigtigt, at så mange som muligt har kendskab til de mange muligheder, der er i Ringsted Kommune, og det er vigtigt at der løbende skabes nye muligheder.

Derfor har Byrådet, som en del af budget 2020, besluttet at den digitale platform Boblberg, skal være til rådighed for alle borgere i Ringsted. I Boblberg kan mennesker mødes i selvoprettede” bobler”, hvor de deler fælles interesser, oplevelser og sociale aktiviteter.

Nye og anderledes fælleskaber med Boblberg
Boblbergs bobler inspirerer og inviterer borgerne til at bruge lokalsamfundet på nye måder og i fælleskab med andre. Boblberg giver mulighed for at være aktiv sammen med andre og skabe nye sociale fællesskaber. Det kan være at finde en træningsmakker, en hobbyven, en rejseven, et sted at være frivillig, nye frivillige til foreningen og meget andet.

Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Daniel Nørhave siger: ”Boblberg er en ny og anden vinkel at komme ind i fælleskabet, og derfor glæder det mig, at det nu er en mulighed, vi kan tilbyde vores borgere. På den måde kan endnu flere komme med i nye fællesskaber og blive introduceret til de mange muligheder vi har her i Ringsted Kommune.”

Med indgangen til 2020 er det nu muligt for borgere i Ringsted Kommune at oprette sig på boblberg.dk og få adgang til alle de muligheder, som boblerne kan give den enkelte og fællesskabet. Virksomheden bag Boblberg vil også være til stede på Ringsted Kommunes stand ved Ringsted Messen til foråret og ved forskellige arrangementer for foreningslivet og de frivillige, så man kan høre mere om den nye platform.

Fakta om Boblberg:
Boblberg.dk er en digital platform, og al aktivitet på platformen er brugerdrevet.
Der er mere end 245.000 borgere, som er en del af fællesskabet på Boblberg.dk.
Boblberg er for alle. Det er gratis, tilgængeligt på alle enheder og der er medlemmer fra 15 til 94 år.

Boblberg er udviklet i samarbejde med tre af landets kommuner, 2.500 borgere fra hele Danmark og et stort udsnit af organisationer, som har berøring med kultur, fritid, sundhed og det frivillige.

Borgere skriver sammen i selvoprettede opslag (“bobler”), hvor de deler fælles interesser, oplevelser og sociale aktiviteter – men også̊ svære emner, som f.eks. ensomhed og psykisk sårbarhed.

Læs pressemeddelsen her.