Styrelsen for Patientsikkerhed giver tre påbud til Ringsted Sygehus på baggrund af et tilsynsbesøg i november.

Sygehuset forventer at have rettet op på påbuddene senest den 15. februar med implementering af retningslinjer og ser frem til et opfølgende besøg fra styrelsen i marts. Der er nu tale om en endelig afgørelse efter en høringsfrist om tre påtænkte påbud.

Påbuddene handler om retningslinjer, som sygehuset har udarbejdet og forventer at have implementeret inden den 15. februar. Påbuddene kan ophæves, når Styrelsen for Patientsikkerhed har været på opfølgende besøg på afdelingen og vurderet, at retningslinjerne er fuldt implementeret. Det opfølgende besøg med Styrelsen kommer til at ske i marts.

– Vi arbejder intensivt og er næsten i mål med at rette op på de punkter, som styrelsen har påpeget. Inden 15. februar forventer vi forholdene løst og fuldt indført på afdelingen. Derfor ser vi også frem til det opfølgende besøg fra styrelsen i marts, hvor de følger op og vurderer, om vi har løst kritikpunkterne i påbuddene, siger Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør på Ringsted Sygehus.

Påbuddene går på, at der skal være en bedre instruktion i, hvordan lægerne skal oplæres tilstrækkeligt i patientsikre arbejdsgange på afdelingen. Derudover skal patienterne informeres tydeligt om, at de skal til undersøgelse for brystkræft, når de indkaldes til yderligere undersøgelser efter at have været til brystkræftscreening. Endelig skal der udarbejdes og implementeres en instruks, der sikrer arbejdsfordeling mellem to afdelinger på Ringsted Sygehus.

Afdelingen for brystundersøgelser på Ringsted Sygehus lukker ved udgangen af marts, og en ny afdeling åbner på Sjællands Universitetshospital i Roskilde den 1. april 2020.

Fakta om påbuddene.
Påbud 1: At sikre tilstrækkelig instruktion af lægerne på Radiologisk Afdeling, Ringsted Sygehus, i patientsikre arbejdsgange samt sikre udarbejdelse og implementering af tilstrækkelige instrukser for visitation og udredning af patienter, der undersøges for brystkræft, fra dato for endelig afgørelse.

Handlingsplan: Udover den normale undervisning med videre er den samlede lægegruppe den 9. december 2019 blevet undervist i generelle emner om arbejdsgange, patientinformation, informeret samtykke, dokumentation i it-systemer, samarbejde med øvrige personalegrupper og har fået gennemgået relevante lokale vejledninger med videre. Hver anden uge i første kvartal 2020 gennemgås yderligere relevante lokale vejledninger. Den 20. januar 2020 er de tre bestående instrukser justeret og opdateret. De opdaterede instrukser vil være implementeret i lægegruppen senest 15. februar 2020.

Påbud 2: At sikre implementering af instruksen for ansvars- og opgavefordelingen mellem Radiologisk afdeling og brystkirurgisk afsnit, Plastikkirurgisk og Brystkirurgisk afdeling, begge aktuelt beliggende på Ringsted Sygehus, i forbindelse med fælles patientforløb fra den 10. februar 2020.

Handlingsplan: Der er udarbejdet og per den 31.1.2020 implementeret en vejledning, der beskriver ansvars- og opgavefordelingen mellem de to afdelinger.

Påbud 3: At sikre indhentelse af tilstrækkeligt informeret samtykke forud for iværksættelse af udredning af patienter på Radiologisk Afdeling, NSR Sygehuse, fra dato for endelig afgørelse.

Handlingsplan: Der er i januar udarbejdet en vejledning. Vejledningen er fuldt implementeret den 31. januar 2020.

Læs pressemeddelsen her.