Byrådssuppleant Susanne Cornelius har for nyligt meldt sig ud af Dansk Folkeparti og ind i det Konservative Folkeparti, hvor hun ønsker at stille op til kommunalvalget i 2021.

Susanne udtaler:
Jeg har i et stykke tid overvejet at skifte til Det Konservative Folkeparti. Jeg har løbende talt med medlemmer i den konservative vælgerforening, og politisk passer jeg bare meget bedre ind hos Konservative end hos Dansk Folkeparti. De konservative i Ringsted har gjort det virkelig godt i de seneste år. Der er fokus og fuld fart fremad, og de har fået flere af de resultater igennem, som de gik til valg på i 2017, som den nye biograf og varm mad til vores ældre på kommunens plejehjem. Konservative har også kæmpet for bedre forhold for erhvervslivet i Ringsted i form af hurtigere sagsbehandling og afskaffelse af dækningsafgiften.

Der er spændende ting i gang i partiet, og det vil jeg gerne være med til at gøre endnu bedre sammen med gruppen. Jeg oplever, at samarbejdet med de andre partier i byrådet er blevet markant bedre i de sidste par år, og jeg oplever en lyst til at samarbejde men stadig at turde tage de politiske slagsmål og stå fast. Jeg mener helt klart, at skatten skal sænkes i Ringsted. Vi har landets 6. højeste skattetryk. For mig er det også vigtigt, at erhvervslivet har gode vilkår, da det er dem, der skaber arbejdspladser, og det har vi brug for i Ringsted.

Jeg kunne også godt tænke mig at være med til at gøre alderdommen for vore ældre rigtig god og værdig. Det er dem, vi kan takke for alt, hvad vi andre nyder godt af lige nu.  Jeg synes også, Ringsted midtby fortjener meget mere opmærksomhed, og jeg vil gerne være med til at arbejde for, at der skabes mange flere aktiviteter, så folk bliver glade for byen og gerne vil bruge den mere. Det er nogle af grundene til, at jeg gerne vil i byrådet, og jeg glæder mig meget til valgkampen i 2021.

Jeg har altid været meget aktiv i diverse foreninger og bestyrelser, og jeg sidder pt. også i en professionel virksomhedsbestyrelse. Jeg kommer fra en konservativ familie med egne virksomheder og hvad det medfører af overvejelser og muligheder. Siden sidste kommunalvalg har jeg deltaget i alle de byrådsmøder, jeg har haft mulighed for, og resten er streamet hjemmefra.

Byrådsmedlem Andreas Karlsen udtaler:
Fantastisk! Jeg er super glad for, at Susanne har valgt at skifte til os Konservative og melde sit kandidatur til kommunalvalget i 2021. Susanne havde et flot valg i 2017 med hele 99 stemmer som førstegangsopstillet. Hun er inde i sagerne, sympatisk og skarp. Og hun har i lang tid været en profil, jeg godt har kunnet se i Det Konservative Folkeparti.

Det er fremragende at opleve den fremgang, vi oplever i det Konservative Folkeparti her i Ringsted med nye medlemmer, stærke kandidater til valget i 2021 og løbende politiske resultater. Vi er Ringsteds borgerlige parti, der ønsker mere velfærd, mere respekt og flere resultater for skatteborgernes penge. Vi søger indflydelsen og samarbejdet. Men vi er ikke bange for at tage et politisk slagsmål.

Nu har hele nyhedsbilledet helt rimeligt været dækket af corona, og det fylder meget for os alle sammen, også i partiet og byrådet, hvor vi har aflyst en række møder og arrangementer. Det er derfor super dejligt med et lyspunkt som dette. Jeg er sikker på, at Susanne bliver taget varmt imod i partiet, hun passer perfekt på holdet.

Vælgerforeningsformand Steen Karlsen udtaler:
Det er dejligt at opleve, at partiet har fremgang. Jeg tror, at folk kan se, at de ting, vi går til valg på, dem kæmper vi hårdt for, og mange gange lykkes det i fællesskab med resten af byrådet. Jeg er sikker på, at resten af partiet tager godt imod Susanne, hun har en spændende profil og passer godt ind i Det Konservative Folkeparti. Vi tør kæmpe for at minimere unødige offentlige udgifter og tilbyder et alternativ til højere skatter og en større og større offentlig sektor. Fokuset for os er lige nu at byde ind på, hvordan vi kan hjælpe vores lokale virksomheder og foreninger med at komme igennem krisen.

Om Susanne Cornelius
Stemmer ved kommunalvalget 2017: 99
Alder: 48 år
Beskæftigelse: Indkøber/projektkoordinator hos Stokvis ApS. Selvstændig med agentur og webshop
2. suppleant til Ringsted byråd for Dansk Folkeparti
Mærkesager: Ældre i Ringsted, børn i Ringsted, Erhverv i Ringsted, aktiviteter i midtbyen.

 

Som så mange andre i denne coronatid står de Konservative i Ringsted sammen hver for sig, med ca. 2 meters afstand. Pressefoto.
Del på sociale medier