Er der borgere fra Ringsted Kommune, der er eller har været smittet med coronavirus og sendes hjem efter behandling på sygehusene, er Ringsted Kommune klar til at modtage dem. Et særligt sengeafsnit er etableret på Værkstedet Regnbuen, og det kan udvides efter behov. Det oplyses i en pressemeddelse fra Ringsted Kommune.

Landets kommuner gør klar til at modtage hjemsendte patienter fra sygehusene. I Ringsted Kommune er der etableret sengeafsnit i Værkstedet Regnbuen. Normalt huser bygningerne på Frejasvej et beskæftigelses- og aktivitetstilbud for udviklingshæmmede borgere. ”Vi har tømt Værkstedet Regnbuen for alt, hvad der var af fast inventar, som hørte de sædvanlige brugere til. Og så har vi etableret fuldt udstyrede sengestuer, så vi er klar til at modtage borgere, der sendes hjem fra sygehusene,” siger Alice Morsbøl, centerchef for Social- og Sundhedscenteret i Ringsted Kommune.

I første omgang er der 15 sengepladser på det midlertidige plejeafsnit. Det kan udvides ved behov, så der i alt kan være sengepladser til ca. 70 mennesker. Plejeafsnittet er tiltænkt de borgere, der udskrives fra sygehusene med corona-smitte, og som normalt har brug for hjælp fra Ringsted Kommune, f.eks. fra hjemmepleje eller plejecentre. Ringsted Kommune har endnu ikke modtaget borgere, der har været i behandling på sygehusene, og som har været smittet med coronavirus.

Det midlertidige plejeafsnit er indrettet, så borgere, der har været smittet med coronavirus og er sendt hjem efter endt behandling på et sygehus, kan være isoleret, indtil de igen kan vende hjem. Når en person har været smittet med coronavirus, skal vedkommende være fuldstændig rask i mindst to døgn, før der ikke længere er smitterisiko.

Erfarent personale og sund mad.
Personalet på det midlertidige plejeafsnit på Værkstedet Regnbuen vil være sygeplejersker og social- og sundhedshjælpere fra Ringsted Kommune hjemmepleje. ”Vi har udvalgt nogle af vores personaler, som er erfarne, som ikke har små børn derhjemme. Selv om vi tager alle forholdsregler, så bliver de sundhedsprofessionelle jo udsat for smitterisiko. Bliver noget af personalet smittet, så nytter det ikke noget, at man går hjem og kysser på sin treårige datter derhjemme. Og du kan jo ikke forklare en 3-årig, at de altså lige skal holde sig væk fra mor, så det har vi eksempelvis også taget med i vores vurderinger,” siger Alice Morsbøl.
De kokke, der normalt arbejder i Café Ingeborg, har udviklet gode og sunde menuer til de borgere, der skal være på plejeafsnittet.

Tak til private firmaer for godt samarbejde.
Ringsted Kommune har blandt andet lånt senge fra Zealand Business College (ZBC) og et af kommunens plejecentre. Og der er med kort varsel indhentet sengeborde, vaskefade og andre hjælpemidler til et fuldt fungerende plejeafsnit i Værkstedet Regnbuen. I det arbejde har uddannelsesinstitutionen ZBC velvilligt udlånet materialer, og flere private firmaer hjulpet med løsninger på renovation, rengøring og meget andet.
”Vi har oprettet det her på tre dage, og det er foregået i et umanerligt godt samarbejde mellem kommunens centre og flere private firmaer. De private firmaer har også taget ansvar for det her, og de har gjort en stor indsats for at få det til at lykkes,” siger Alice Morsbøl.