Har du dykkerbriller, fyrværkeribriller, ansigtsmasker eller andre værnemidler liggende derhjemme, som du kan undvære og vil donere til kommunens plejehjem og botilbud? Så kan du nu indlevere det til Ringsted Kommune. Det oplyses i en pressemeddelse.

Der er stor efterspørgsel på værnemidler i hele verden i øjeblikket pga. Corona-virus, og der er derfor en længere leveringsfrist på værnemidler end sædvanligt. Ringsted Kommune har stadig den mængde værnemidler til rådighed, som behovet kræver i øjeblikket. Men kommunen kan komme i en situation, hvor der bliver et øget behov for værnemidler eller at værnemidlerne ikke bliver leveret hurtigt nok. ”Det er på mange måder en uvant situation for os alle, og vi har rigtig svært ved at se, hvad fremtiden bringer – også på den helt korte bane. Vi forsøger derfor at være så godt forberedt som muligt til den kommende tid. Og et scenarie kan meget vel blive, at vi kommer til at mangle værnemidler til de ansatte på kommunens plejehjem og botilbud. Det ligger Byrådet og ledelsen i Ringsted Kommune meget på sinde, at vi både nu og i den kommende tid kan beskytte vores borgere og vores ansatte i plejen. Jeg vil derfor opfordre private og virksomheder til at donere de værnemidler, I kan undvære til kommunens indsamling af værnemidler.” Siger borgmester Henrik Hvidesten.

Kommunen rækker ud til både private og virksomheder.
Ringsted Kommune opfordrer både virksomheder og private til at donere værnemidler, og har derfor lavet to depoter til indsamling af værnemidler: På Dagmarskolen bliver opsat en container til indsamling af mindre partier værnemidler, som f.eks. nytårsbriller fra private mv. Ved siden af Musikskolen på Regimentet 5 bliver der indsamling af større partier fra f.eks. erhvervslivet, der kunne have et større antal værnemidler liggende. Begge depoter åbner tirsdag den 31. marts. På Regimentet vil depotet være åbent tirsdage kl. 10.00 – 12.00. På Dagmarskolen kan man løbende aflevere værnemidler i den opstillede container.

Værnemidler skal være intakte og funktionelle.
Det er vigtigt at de værnemidler, der doneres til kommunen, er intakte, rengjorte og funktionelle, så de kan anvendes direkte. Kommunen sørger for fornødne desinfektion af værnemidler inden de bliver taget i brug. Centerchef for Social- og Sundhedscentret Alice Morsbøl siger: ”Vi bestiller naturligvis værnemidler fra de leverandører, som kommunen plejer at bruge. Men der er ekstraordinær lang leveringstid på værnemidler i denne periode, og derfor har vi taget initiativ til indsamling af værnemidler, for at sikre, at vi ikke kommer i en situation, hvor vi kommer til at mangle værnemidler. Vi skylder både vores ansatte, som leverer en ekstraordinær stor indsats i øjeblikket, og borgerne at vi kan beskytte dem mod smitte.”

Fakta om indlevering af værnemidler?
Følgende værnemidler kan doneres til Ringsted Kommune:
• Engangskitler
• Dykkermasker
• Fyrværkeribriller
• Mundbind el. mundmasker godkendt til medicinsk brug – min. FFP 3
• Engangskitler
• Engangsforklæder
• Engangshandsker

Værnemidler kan afleveres her:
Mindre partier: Dagmarskolen. Kan indleveres løbende i container fra tirsdag den 31. marts.
Større partier: Regimentet 5, ved siden af Musikskolen. Der vil være åben for indlevering af større partier tirsdage kl. 10.00 – 12.00. Har man ikke mulighed for at indlevere værnemidler i åbningstiden kan man sende en mail til: socialogsundhed@ringsted.dk
Alle værnemidler skal være intakte, rengjorte og funktionelle.

Værnemiderne gives gratis til Ringsted Kommune. Donér kun det der kan undværes, det er ikke muligt at få værnemidler tilbage efter brug.