Ringsted Kommunes dagtilbud og skoler op til 5. klasse åbnede mandag den 20. april. Elever og forældre har i den første uge været gode til at tage hensyn i de uvante rammer, da skoler og dagtilbud har indrettet hverdagen efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Det oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Mere afstand mellem bordene. Færre børn i hvert lokale. Og hyppigere håndvask. Det var blot nogle af ændringerne, som de mange børn og forældre mødte frem til mandag, da Ringsted Kommunes skoler og dagtilbud igen åbnede for årgange op til 5. klasse.

Mere end 90 procent af skolebørnene og ca. 60 procent af børn i dagtilbud er mødt frem i den første uge. På mange skoler var det dermed tæt på normalt fremmøde, og på dagtilbudsområdet var fremmødet som forventet. Nogle forældre har valgt at holde deres barn hjemme lidt længere, hvis en fra hjemmet for eksempel er i en særlig risikogruppe for at få eller viderebringe Covid-19 – enten i kraft af sin arbejdssituation eller grundet eget helbred. Mange ting var dog anderledes på Ringsted Kommunes dagtilbud og skoler, før de igen kunne tage imod børn og forældre. Der er færre børn i hver gruppe, både inde- og udearealer er typisk opdelt i områder, og der er blevet lært om hygiejne og håndvask på kreative måder.

Gitte Løvgren, direktør for børne- og skoleområdet i Ringsted Kommune, siger: ”Først og fremmest var vi utrolig glade for endelig at se alle ’vores’ børn og deres forældre igen. Vores skoler og dagtilbud var endelige igen fyldt med glade børn. Alle steder har de været så gode til at tage alle de nye ting til sig lynhurtigt, så dagen er gået godt. Børn har trænet læsning på picnic-tæpper ude i det fri, sunget vaske-hænder-sange og fået lov til at lege med deres venner igen,” siger Gitte Løvgren.

Forældre har været hensynsfulde og tålmodige.
Ringsted Kommunes skoler åbnede alle kl. 8.00 mandag morgen, og i dagtilbuddene havde forældrene fået information om aflevering og afhentning fra hvert tilbud. Alle steder var der dog nye måder at aflevere og hente på samt ekstra håndvaske og særlige hensyn om afstand, hygiejne og ekstra rengøring.

Klaus Hansen, formand for Børne- og Undervisningsudvalget, siger: ”Det vigtigste for os har været at give alle vores børn og forældre tryghed, når skoler og dagtilbud skulle genåbne. Derfor brugte vi nogle ekstra dage på at forberede os, så vi var bedst muligt forberedt på igen at skabe leg og læring i trygge rammer. Det har været tid, der er givet godt ud, for de tilbagemeldinger, jeg har fået, går på, at alle børn og forældre har været utrolig gode til at tage imod de nye rammer. De har udvist hensyn og været meget tålmodige med for eksempel de ekstra forholdsregler, de har skullet tage, når de har hentet og aflevere deres barn.”