Myndighederne har nu lanceret retningslinjer for besøg på botilbud. Det betyder, at man nu igen kan besøge kommunens botilbud i overensstemmelse med retningslinjerne, der blandt andet betyder, at besøg vil foregår udendørs. Det oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelse.

Ligesom skoler og plejecentre og andre, der nu er i gang med at gennemføre genåbning efter i en periode at være lukket ned på grund af Corona-situationen, er landets botilbud nu klar til at åbne for besøg med nye retningslinjer for samvær. Det gælder også Ringsted Kommunes botilbud, der er klar til at åbne for besøg efter at have implementeret myndighedernes retningslinjer på de enkelte botilbud.

Nye retningslinjer for besøg.
Myndighedernes retningslinjer for besøg betyder, at man som pårørende må forvente, at besøg bliver anderledes end man har været vant til. Eksempelvis kommer besøg til at foregå udendørs, man skal bestille tid til et besøg, og der er en grænse for, at hvor mange besøg den enkelte borger kan have samt, hvor mange der kan deltage i besøgene.

Formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Britta Nielsen siger: ”Jeg er glad for, at vi nu har fået retningslinjerne for botilbud, så vi igen kan åbne for besøg her, ligesom vi har åbnet for besøg på kommunens plejecentre. Det har været en hård tid for mange, der ikke har haft mulighed for besøg udefra, og det har også været svært for de pårørende ikke at kunne komme på besøg, som de plejer. Personalet har gjort en stor indsats for at opretholde så normal en hverdag som muligt på botilbuddene, og de pårørende har været tålmodige og har gjort deres til på afstand at opmuntre deres kære gennem telefonsamtaler, FaceTime mv.”

Hun fortsætter: ”Men det kan aldrig blive helt lige så godt som at ses i virkeligheden. Det glæder mig derfor, at det nu igen er muligt at besøge kommunens botilbud, også selvom det til en start ikke bliver, som det plejer. Jeg håber på forståelse for situationen, og jeg ved, at personalet gør en stor indsats for at sikre så gode betingelser som muligt for besøg inden for rammerne af myndighedernes retningslinjer.”

De pårørende får besked.
De primære pårørende til beboere på kommunens botilbud vil alle modtage en mail fra bostedet med de konkrete retningslinjer for, hvordan besøg skal foregå.