I sidste uge besluttede Byrådet at åbne for udendørs besøg på kommunens plejecentre og botilbud. Kommunen har modtaget retningslinjerne for besøg på plejecentrene, der nu er klar til at aftale udendørs besøg. For botilbud er retningslinjerne netop kommet så forventningen er, at det vil være muligt at aftale besøg fra engang i næste uge. Således lyder det i en pressemeddelse fra Ringsted Kommune. 

Foto fra besøgsområde på Ortved Plejecente

Kommunens tre plejecentre Knud Lavard Centret, Ortved Plejecenter og Solbakken er nu klar til at åbne for, at man igen kan besøge sine pårørende efter plejecentrene har været lukket for besøg på grund af corona-situationen. Plejecentrene har dog iværksat en stribe tiltag for at minimere risikoen for, at der kommer smitte ind på plejecentrene, og man skal derfor som pårørende forberede sig på, at det bliver anderledes at besøge sine kære på plejecentrene end man har været vant til.

”Plejecentrene har haft travlt med at gøre klar til at genåbne for besøg. Det allervigtigste er, at vi ikke risikere at få smitte ind på vores plejecentre. Vi har derfor i første omgang afventet de endelige retningslinjer fra myndighederne, og plejecentrene har nu udarbejdet procedurer for, hvordan besøg kan håndteres på de enkelte centre, så retningslinjerne overholdes”, Siger formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget Benny Christensen.

Forskellig praksis på plejecentre
Alle kommunens plejecentre kommer til at leve op til myndighedernes retningslinjer for besøg, men de besøgende kan opleve, at praksis vil være forskellig fra plejecenter til plejecenter. Det skyldes, at det er de lokale forhold på det enkelte plejecenter, der er afgørende for, hvordan praksis for besøgende kan gennemføres.

F.eks. vil man på Ortved Plejecenter kunne besøge sine pårørende i opsatte telte udenfor. For at sikre, at eventuel smitte ikke overføres til plejecentres beboere er der sikret god afstand mellem beboeren og de pårørende ved de opstillede borde, ligesom der er opsat plexiglas mellem beboerne og de pårørende.

Alle besøgende skal overholde myndighedernes retningslinjer for afspritning mv. og skal naturligvis ikke møde op, hvor de har symptomer på Covid-19 eller har været i kontakt med smittede.

For alle plejecentre gælder det, at man skal bestille tid til et besøg. De primære pårørende vil alle modtage en mail fra plejecentret med de konkrete retningslinjer for, hvordan besøg skal foregå. ”Vi ved godt, at det er en noget anderledes måde at besøge sine kære på, end vi er vant til – og jeg ved at mange af jer glæder jer rigtig meget til at kunne ses igen. Vi håber på forståelse for den ændrede situation og de tiltag, der er indført. Jeg ved, at plejecentrene vil gøre deres bedste for, at alle får en god oplevelse, trods de anderledes retningslinjer,” Siger Benny Christensen afslutningsvis.

Bengerds Huse og øvrige botilbud må vente lidt endnu.
Selvom Byrådet i sidste uge besluttede at åbne for udendørs besøg for både plejecentre og botilbud, må beboere på Bengerds Huse samt øvrige botilbud og deres pårørende vente lidt endnu. Kommunen har netop modtaget retningslinjerne for, hvordan botilbud kan åbne for besøg og er i gang med at tilrettelægge de konkrete procedurer for udendørs besøg på Bengerds Huse. De primære pårørende vil blive orienteret så snart procedurerne for besøg er klar.

Del på sociale medier