Midt i maj kunne Ringsted Kommune melde ud, at de to første grunde i Ringsteds nye erhvervspark – Business Park Ringsted – var solgt til virksomhederne Marius Pedersen A/S og Dansk Støbeasfalt ApS. Nu godt en måned senere er der underskrevet aftale på endnu en grund i Business Park Ringsted, oplyser Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

Ringsted Kommune har nu solgt yderligere 70.000 m2 af det 1.360.000 m2 store erhvervsområde ved motorvejen med mulighed for yderligere tilkøb på 95.000 m2, hvis virksomheden ønsker det.

Erhvervsgrunden er købt af en stor international virksomhed, der af forretningsmæssige årsager ikke kan offentliggøre virksomhedens identitet eller branche på nuværende tidspunkt.

Borgmester Henrik Hvidesten siger:

”At vi nu har solgt den tredje erhvervsgrund i Business Park Ringsted på kort tid, bekræfter os i Byrådet i, at etableringen af det nye erhvervsområde var det rigtige at gøre. Området vil bidrage til væksten i vores kommune og vil skærpe Ringsteds erhvervsprofil over for virksomheder, der har brug for et logistisk knudepunkt, god plads og synlighed og et stort opland af arbejdskraft. Jeg er også overordentlig glad for, at internationale virksomheder nu også for alvor har fået øje på Ringsted, som et attraktivt erhvervsområde. Salget af endnu en stor erhvervsgrund betyder, at der snart ikke er flere store grunde til salg i det vi kalder ”etape et”, og at vi allerede nu er nødt til at overveje det vi kalder etape to – og dermed også sidste etape – af byggemodningen i Business Park Ringsted.”

Etableringen i Ringsted er en del af langsigtet strategi
Ringsted Kommune har i flere år brystet sig af, at være midt i mulighederne. Den nye virksomhed, der har købt erhvervsjord i Ringsted, har da også valgt at etablere sig i Ringsted på grund de gode muligheder Business Park Ringsteds centrale placering giver og muligheden for at købe et stort areal. Købet af erhvervsgrund i Ringsted er en del af virksomhedens langsigtede strategi. Virksomheden forventer at bebyggelse af grunden kan starte i begyndelsen af 2022.

Rummelig business park med central placering
Business Park Ringsted er velegnet til virksomheder, der har brug for god plads, en god placering med korte afstande til det meste af Danmark, Norden og Tyskland eller god synlighed fra motorvejen. Business Park Ringsted er ligeledes velegnet til virksomheder, der har brug for en høj miljøklasse.

Del på sociale medier