Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/05/20 til 2020/06/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Haslevvej / Nordrupvej, Ringsted

Kl. 12.05 var der sket endnu et færdselsuheld, hvor en knallertkører var involveret, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at en 37-årig mand fra Ringsted var kørt ad Nordrupvej mod vest og havde til hensigt at svinge til højre ad Haslevvej mod nord. Da han var kørt over vigelinjen og ud på Haslevvej, påkørte han en 18-årig kvinde fra Haslev, som kørte på en lille 30-knallert ad Haslevvej mod nord. Kvinden blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Politiet har optaget rapport om uheldet, da bilisten mistænkes for overtrædelse af færdselslovens vigepligtsbestemmelser.

Arbejdsulykke – Dyssegårdsvej, Balstrup, Ringsted

Kl. 07.54 blev en ambulance tilkaldt til en arbejdsplads, idet en mand var kommet til skade. Det viste sig, at en 47-årig mand havde fået sin fod i klemme i forbindelse med aflæsning af togskinner fra en lastbil, hvor en 61-årig mand fra Juelsminde var kranfører. Den 47-årige havde sikkerhedssko på, så han kunne trods alt få trukket sin fod fri, men faldt i den forbindelse ned fra lastbilens lad. Med en meget hævet fod bragte den tilkaldte ambulance ham til skadestuen i Slagelsen til undersøgelse og fornøden behandling. Arbejdstilsynet kom til arbejdspladsen for at foretage nærmere undersøgelse af omstændighederne, så det kan klarlægges, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 15.44 fik politiet via alarm 112 melding om et større færdselsuheld med flere bilister impliceret. En ambulance samt skiltevogne var sendt til motorvejen i det vestgående spor efter afkørsel 36 Ringsted N. Det viste sig, at fem bilister var involveret i et såkaldt harmonikasammenstød, og at en af bilerne havde kilet sig fast under midterautoværnet. Motorvejen blev derfor spærret ved afkørsel 36, hvor trafikken blev ledt væk. Ingen personer i de implicerede køretøjer var kommet til skade, der skete, da en 26-årig mand fra Tønder kørte i en varebil mod vest og for sent opdagede, at trafikken foran ham kørte med væsentligt lavere hastighed på grund af kødannelse. Han påkørte derfor en forankørende personbil, og det sammenstød medførte, at yderligere tre andre bilister blev impliceret. Kl. ca. 17.15 var oprydningsarbejdet afsluttet, så motorvejen kunne åbnes for normal trafikafvikling i det vestgående spor.

Koks i udveksling af kontaktoplysninger efter uheld – Roskildevej, Ringsted

Kl. 08.31 henvendte en 25-årig kvinde fra Næstved sig til politiet, fordi hun og to andre bilister havde været impliceret i et mindre alvorligt færdselsuheld på Roskildevej ca. 400 meter nord for krydset ved Østre Ringvej. Alle tre bilister var kørt i nordlig retning i den tætte trafik, men en kvinde overså, at den forankørende personbil ført af en 36-årig kvinde fra Jægerspris bremsede. Hun blev påkørt bagfra, og dette sammenstød opdagede anmelderen for sent, så hun påkørte personbilen foran hende bagfra. Ingen af parterne kom selv til skade ved uheldet, hvortil også en ambulance var sendt. Alle tre kvinder oplyste telefonnumre til hinanden efter uheldet, men de to kvindelige parter, som politiet traf på stedet, havde ikke fået noteret sig den tredje kvindes telefonnummer eller nummerpladen, inden hun forlod uheldsstedet. Politiet registrerede de tilbageværende parter i uheldet, hvor politiet vurderer, at kvinden har opfyldt sine forpligtelser efter færdselsloven. Dog har politiet ud fra de foreliggende oplysninger ikke mulighed for at identificere den tredje part i uheldet, så alle parterne i uheldet kan registreres.

Straksdom og udvist med indrejseforbud – Butikstyveri – Roskildevej, Benløse, Ringsted

En 34-årig kvinde og en 46-årig mand begge fra Rumænien blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde som sigtede for butikstyveri i supermarkedet Netto af varer til en værdi af knap 12.000 kr. De var blevet anholdt tirsdag aften, da en butikskontrollant havde afsløret dem i tyveri af varerne, som de gemte i en bil på parkeringspladsen uden for forretningen. Begge modtog en straksdom på 30 dages fængsel, samtidig med at de begge blev udvist af Danmark med et indrejseforbud de næste seks år. De forblev begge frihedsberøvede efter retsmødet med henblik på afsoning af straffen og indtil efterfølgende udsendelse af Danmark skal finde sted i juni måned.

Spirituskørsel uden førerret – Klostervangen, Ringsted

Kl. 12.00 anholdt og sigtede politiet en 52-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil, som han i forvejen ikke måtte være fører af. Den 52-årige havde ikke fået generhvervet førerretten efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet. Han blev løsladt efter afhøring til de to sager om overtrædelse af færdselsloven samt udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Når blodprøven er blevet analyseret, vil han høre nærmere fra politiet om sagernes afgørelse.

Ukrudtsbrænder startede mindre brand – Batteriet, Ringsted

Kl. 19.23 tilkaldte en 43-årig mand fra Ringsted brandvæsnet, efter at han selv havde fået slukket det meste af en mindre brand, der var opstået efter brug af en ukrudtsbrænder. Den havde han brugt i nærheden af et skur, hvor der pludselig var mindre flammer ved soklen og formentlig i isolering i skurets væg. Branden fik han slukket med en skumslukker, og brandvæsnet kontrollede, at branden ikke havde bredt sig yderligere. Politiet sigtede den 43-årige for overtrædelse af beredskabslovgivningen, fordi han ikke havde været tilstrækkelig forsigtig med brugen af ukrudtsbrænderen. Han kan derfor forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.

Anholdelse – Butikstyveri – Roskildevej, Benløse, Ringsted

Kl. 20.54 anmeldte en butikskontrollant, at to udenlandske personer – en mand og en kvinde – var tilbageholdt som mistænkt for et større tyveri af varer fra supermarkedet Netto. Ved supermarkedet fik politiet overdraget de tilbageholdte, hvoraf manden ifølge butikskontrollanten havde forsøgt at stikke af inden politiets ankomst, men var blevet indhentet af anmelderen. Politiet foretog herefter anholdelse af en 34-årig kvinde og en 46-årig mand fra Rumænien, som blev sigtet for tyveri af kød, knive, tøj, cremer og hårtrimmere til en samlet værdi af knap 12.000 kr. De havde været inde i supermarkedet flere gange og gemte de stjålne varer i deres rumænske bil, som stod på parkeringspladsen. Ved ransagning af bilen fandt politiet også noget værktøj af mærket Bosch, som de oplyste at have købt tidligere på dagen på Vesterbro i København, uden at de kunne oplyse nærmere omkring omstændighederne. Derfor blev de også formelt sigtet for hæleri af værktøjet, som politiet beslaglagde som bevis. De to anholdte blev afhørt med assistance fra en tolk og forblev i politiets varetægt, inden de onsdag kl. 11.00 vil blive fremstillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Efterlysning af vidner til voldeligt overfald – Syrenvej, Ringsted

Politiet efterlyser nu vidner til en sag om et overfald på Syrenvej onsdag den 14. maj 2020 kl. 20.47, hvor rykkede politiet ud med flere patruljer til vejen på grund af uorden og slagsmål på gaden, idet en gammel strid i anledning af en straffesag mellem to familier var blusset op. En 54-årig mand blev samme aften bragt på skadestuen med en skade i et ben og med mistanke om, at der var tale om en gammel skade, der var brudt op. Det viste sig efterfølgende, at skaden var opstået som følge af vold i forbindelse med uordenen på stedet. Den sag efterforsker politiet nu og har behov for at få kontakt til vidner, der har eller kan have set slagsmål / uorden på stedet, for at få klarlagt hele hændelsesforløbet og for at få draget nogen til ansvar.
Politiet har ud fra afhøringer oplysninger om, at flere lokale borgere overværede dele af uroen / overfaldet på Syrenvej, men trak sig væk i forbindelse med politiets ankomst og uden at afgive vidneforklaringer til politiet. Endvidere vil politiet gerne i kontakt med en hundelufter, der beskrives som en dansk mand, 40-50 år, skaldet eller med “måne”, iført sort jakke med lys beklædning indenunder. Han luftede en mindre hund og henvendte sig tidligt i forløbet til et par mænd, der var i færd med at overfalde den 54-årige. Hundelufteren og øvrige vidner, der har gjort iagttagelser på vejen den pågældende aften, bedes henvende sig til politiet i Ringsted via tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mange mennesker forsamlet i skolegård – Skolegade, Ringsted

Kl. 23.08 fik politiet en anmeldelse om, at omkring 50 unge var forsamlet i skolegården på en skole. De spillede højt musik og var generelt højlydte. En patrulje kørte til området og kunne omkring midnat oplyse, at der kun var meget få unge og lokale teenagere til stede. Deres tilstedeværelse gav ikke grundlag for yderligere indgriben fra politiets side.

Musik til ulempe – Anlægsvej, Ringsted

Kl. 21.32 fik politiet den første af flere anmeldelser, heriblandt fra naboer til Lystanlægget, om, at en del unge mennesker var forsamlet i det grønne område og ved Anlægspavillonen. De unge skulle høre meget høj musik til gene for de omkringboende, hvilket ifølge en anmelder skulle være sket flere aftener i træk. Politiet noterede sig anmeldelserne og afventede udrykning til området, når andre opgaver var løst.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 23.25 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld på afkørselsrampen til afkørsel 35 Ringsted Ø fra motorvejen i vestgående retning. En motorcyklist var forulykket, og to personer var kommet til skade. En 21-årig mand fra Greve var som fører af en motorcykel kørt ad afkørslen og påkørte bagenden af en forankørende personbil ført af en 18-årig mand fra Sorø. Den 18-årige havde på grund af kødannelse på afkørslen bremset hårdt op, hvilket overraskede motorcyklisten. Som følge af sammenstødet mellem de to trafikanter blev den 18-åriges bil skubbet frem i en bil ført af en 27-årig mand fra Svinninge. De to bilister slap uskadte fra uheldet, medens føreren af motorcyklen samt en 18-årig kvindelig passager blev kørt på skadestuen, hvor føreren blev indlagt til behandling for et mindre alvorligt knoglebrud og passageren til observation for flænge i hovedet. Politiet optog rapport om uheldet på grund af personskaden.

Falsk anmeldelse – Lystanlægget, Ringsted

Kl. 23.31 fik politiet via alarm 112 melding om et knivstikkeri i parken, idet en mand skulle være stukket med en kniv. Politiet sendte en del patruljer til det grønne område, hvor politiet tidligere på aftenen havde fået oplysninger om, at unge festede og hørte høj musik. Politiet fik hurtigt kontakt til anmelderen – en 43-årig mand fra Ringsted – som var ganske uskadt og ikke var blevet stukket med kniv. Den 43-årige blev “genkendt” som værende en af de anmeldere, der tidligere på aftenen havde anmeldt den høje musik fra de unge i parken. Han havde så kl. 23.31 ringet til alarmcentralen og oplyst at være blevet stukket med kniv for at få politiet hurtigt frem til lystanlægget, idet han syntes, at politiet havde været for lang tid om at komme til stedet i anledning af den tidligere anmeldelse om musik til ulempe. Den 43-årige blev på den baggrund sigtet for falsk anmeldelse og for at have forårsaget unødig udrykning til et strafbart forhold, som ikke var foregået. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Optræk til gaderæs – mulig overtrædelse af forsamlingsforbud – Kærup Industrivej, Ringsted

Kl. 23.48 fik politiet en henvendelse om, at der var forsamlet mange biler og tilskuere i industriområdet, da der måske ville blive gaderæs på Kærup Industrivej. En enkelt patrulje kørte indledningsvist til området, hvor op mod 200 biler samt en hel del tilskuere var forsamlet i området. Der blev dog ikke kørt ræs, men ved patruljens ankomst begyndte bilisterne og tilskuerne at forsvinde fra området. Det lykkedes dog at få indkredset 11 personer, som kunne mistænkes for en overtrædelse af forsamlingsforbuddet ved tilstedeværelse til denne sammenstimlen i området. Politiet registrerede de 11 personer, og politiet kigger nu nærmere på, hvorvidt deres tilstedeværelse i området på det pågældende tidspunkt og under de angivne omstændigheder kan være en overtrædelse af forsamlingsforbuddet på max. 10 personer i COVID-19-lovgivningen. Ingen blev sigtet for noget færdselsrelateret i forbindelse med politiets tilstedeværelse i området.

Hund bidt af anden hund i toget – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 18.42 fik politiet en anmeldelse fra en 21-årig kvindelig hundeejer fra Karrebæksminde om, at hendes hund i et tog på Ringsted station netop var blevet bidt flere gange af en stor hund, hvis kvindelige ejer nu var gået fra stedet. Politiet kørte til togstationen, hvorfra den tilskadekomne hund var blevet bragt til et dyrehospital til fornøden behandling. Den 21-årige havde siddet i togets gang med sin lille hund i en taske mellem benene. Da en kvinde med en stor hund i snor kom ind i toget, bed den store hund den lille flere gange, inden kvinden med den store hund gik ud af toget. Ifølge vidner forsvandt hun sammen med hunden væk fra stationsområdet og blev sidst set på Benedictevej. Den kvindelige hundeejer blev beskrevet som: A: Kvinde, 18-25 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: meget makeup, Talte: Dansk, Iført: Hvid bluse, grå joggingbukser, hvide sko, Medbragte: En grå/brun boxerhund, iført en rødlig H-sele. Den skambidte hund havde fået kvæstelser i kæbepartiet/hovedet og på kroppen, men var ifølge den behandlende dyrlæge ikke i livsfare. Politiet har optaget rapport om sagen og vil forsøge at få den kvindelige hundeejer identificeret ud fra eventuelle brugbare overvågningsbilleder fra stationsområdet.

Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der kan give oplysninger om kvinden og hendes hund. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 10.36 skete der et færdselsuheld med mange parter involveret i det vestgående spor på motorvejen, hvor der var opstået kø ved 60,2 km-kantpælen. Det var en overraskelse for flere trafikanter, der kørte med ca. 110 km/t, og som ikke kunne nå bremse op. I alt fem biler blev enten direkte eller indirekte involveret i et sammenstød med andre trafikanter, da bilisterne enten blev påkørt bagfra og skubbet frem i den forankørende, eller nåede at undvige, men herunder stødte sammen med en anden bilist. Ingen kom til skade ved sammenstødende, der alene medførte mindre materielle skader. Politiet var færdige på uheldsstedet efter ca. en halv times arbejde med at registrere de involverede parter fra hovedstadsområdet. Herefter kørte patruljen videre til endnu et uheld på motorvejen.
Kl. 11.29 skete endnu et sammenstød med tre trafikanter involveret ud for 55,5 km-kantpælen. Også ved dette uheld var årsagen pludselig kødannelse, så de tre trafikanter blev overraskede og ikke nåede at bremse i tide. Heller ingen af disse trafikanter kom til skade ved uheldet, som dog forårsagede mindre materielle skader på deres biler. Politiet foretog i dette også en registrering af parterne, men oprydningsarbejdet mv. fra de to uheld var dog først afsluttet kl. ca. 13.40, hvor politiet forlod motorvejen.

Narkobilist uden førerret – Søndervang, Ringsted

Kl. 17.05 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af. Politiet havde i forvejen i forbindelse med andre verserende færdselssager inddraget hans førerret. Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når blodprøven er blevet analyseret, bliver disse to sager sammenlagt med andre sager om overtrædelse af færdselsloven, så den 22-årige kan få en samlet afgørelse i straffesagerne.

Indbrud i Perioden

Jernbanevej, Ringsted
Bjergvej, Kværkeby, Ringsted