Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/06/12 til 2020/06/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tricktyverier i forskellige forretning – Jyderup / Holbæk / Herfølge / Ringsted

Tre dyre mobiltelefoner af mærket Apple og en pung med ca. 1.900 kr. i kontanter blev udbyttet ved fire tricktyverier, der blev udført med samme fremgangsmåde i fire forskellige byer inden for nogle få timer.
Kl. ca. 11.30 fik en frisørsalon i Jyderup besøg af en udenlandsk, 30-35-årig mand, der på engelsk spurgte efter et stort stykke papir. Medens personalet ledte efter papiret, lænede manden sig ind over disken og fremviste et kort over Jyderup, hvis størrelse papiret skulle have. Det tilbudte papir tilfredsstillede ikke manden, der nu krævede et endnu større stykke papir, som personalet ikke kunne fremskaffe. Manden forlod stedet, medens personalet undrede sig over, at han havde henvendt sig i en frisørsalon for at få papir. Senere opdagede personalet, at en pung med kontanter var forsvundet fra disken, som manden lænede sig ind over.
Kl. ca. 12.50 fik personalet i en skønhedssalon i Holbæk besøg af en fremmed, 25-30-årig mand, der på både spansk og engelsk spurgte efter noget, som personalet ikke kunne forstå. Han fremviste og pegede på et landkort, samtidig med at han lænede sig ind over en reol. Manden gik kort efter fra stedet, hvorefter personalet opdagede, at en mobiltelefon var blevet stjålet.
Kl. 14.37 anmeldte personalet i en elforretning i Herfølge, at en udenlandsk mand iført dunjakke, shorts og badesandaler kl. ca. 11.25 var kommet ind i forretningen og målrettet var gået ind på et kontor, hvor manden lagde en avis på bordet. Kort efter tog han avisen med sig og forsvandt skyndsomt ud af butikken, hvorefter han blev afhentet af en ældre, sølvgrå personbil af formentlig mærket Opel. En mobiltelefon, der havde ligget på bordet i kontoret, var blevet stjålet.
Kl. 15.47 anmeldte en kvindelig gæst i en fastfoodrestaurant i Ringsted, at en udenlandsk, 20-25 årig mand med sort korttrimmet fuldskæg pludselig havde sat sig ved samme bord, hvor en mobiltelefon lå frit fremme, medens maden blev indtaget. Ud over bordet bredte manden et kort over Ringsted ud og pegede på forskellige steder, medens han sagde et eller andet uforståeligt, inden han forlod bordet medbringende sit kort. Gæsten opdagede kort efter, at hendes mobiltelefon var blevet stjålet af den fremmede mand.
Politiet efterforsker nu disse anmeldelser for at få identificeret den mistænkte i den enkelte sag og i et forsøg på at finde ud, om der kan være en sammenhæng mellem sagerne.

Målrettet færdselskontrol – Ringsted

Færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i tidsrummet kl. 1600-2230 en færdselskontrol i Ringsted-området. Kontrollen var især rettet mod spirituskørsel, men andre forseelser, som politiet konstaterede undervejs, blev der også skredet ind overfor. Politiet standsede i alt 55 køretøjer, som blev kontrolleret nærmere tillige med den, der var fører. Den målrettede færdselskontrollen gav følgende sager: én sag om spiritus-/narkokørsel, to sager om manglende brug af sikkerhedssele under kørslen, to hastighedssager på motorvejen og én hastighedssag i bymæssig bebyggelse samt en sag om en konstruktivt ændret, lille 30-knallert, der kunne køre hurtigere end tilladt. Tre af de fire sigtede i hastighedssagerne kan ud over en bøde forvente en påstand om betinget frakendelse af retten til at være fører af den køretøjstype, som de blev standset i eller på. I alt syv personer blev sigtet af politiet, som senere underretter de sigtede om afgørelserne i deres sager.

Færdselsuheld – Bragesvej / Næstvedvej, Ringsted

Kl. 16.40 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld i rundkørslen Næstvedvej – Bragesvej, hvor en fodgænger var blevet påkørt. Det viste sig, at en 21-årig kvinde var blevet påkørt af en personbil, da hun var i færd med at krydse Bragesvej i et fodgængerfelt og gik i sydlig retning. Samtidig hermed kørte en 26-årig mand fra Viby Sj. i en personbil fra Næstvedvej ind i rundkørslen og svingede til højre ad Bragesvej. Under svingningen påkørte han fodgængeren, der efter en undersøgelse på skadestuen kunne erklæres for uskadt som følge af påkørslen. Den 26-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Ordensbekendtgørelsen – Vilh. Andersensvej, Ringsted

Kl. 10.35 anmeldte en kvindelig parkeringskontrollør, at en mandlig bilist, hvis bil havde fået en parkeringsafgift, havde taget noget af hendes udstyr, som han havde kastet i jorden, fordi parkeringskontrolløren ikke ville annullere den tildelte afgift. Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en stadig ophidset, 28-årig mand fra Ringsted, hvis verbale frustrationer nu gik ud over politipersonalet, som blev omtalt med diverse eder og forbandelser. Politiet vurderede, at manden havde forstyrret den offentlige orden på grund af sin adfærd over for både parkeringskontrolløren og politiet, så den 28-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han kan nu forvente både en bøde fra politiet og kravet fra parkeringskorpset om betaling af den tildelte parkeringsafgift.

Indbrud i Perioden

Tranevej, Ringsted