Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Ringsted Kommune i tidsrummet 2020/07/13 til 2020/07/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Røglugt fra opgang – Benløseparken, Benløse, Ringsted

Kl. 13.30 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en beboelsesejendom, hvori der var en kraftig lugt af røg i en af opgangene. Lugten stammede fra en lejlighed hos en 77-årig mand, der trods den kraftige røglugt var uskadt. Årsagen til lugten var en elkedel, der var kogt tør for vand og derfor havde forårsaget den ubehagelige lugt. Politiet vurderede, at den 77-årige havde optrådt uden for fornødne forsigtighed i forbindelse med brugen af elkedlen, så han blev sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen. I samarbejde med kommunen blev den 77-årige genhuset, indtil hans bopæl var blevet renset for den ubehagelige lugt. Han vil i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet med en afgørelse på sagen.

Grundlovsforhør – Butikstyveri – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 14.49 fik politiet en henvendelse fra vagtpersonalet i outletcentret om, at en udenlandsk mand nu var tilbageholdt som mistænkt for tyveri af tøj fra en af centrets tøjbutikker. Politiet kørte til centret og fik kontakt til en 33-årig mand fra Rumænien, som straks blev anholdt som mistænkt for tyveri af tøj for måske et sekscifret beløb gennem de seneste uger fra samme tøjbutik. Personalet i tøjbutikken havde via overvågning begrundet deres mistanke mod manden, der tilsyneladende brugte særligt indrettede poser, så alarmer på tøjet ikke bliver aktiveret, når en butik forlades uden at betale for varerne. En vagt blev tilkaldt, da butikspersonalet genkendte den nu tilbageholdte sammen med en anden mand uden for butikken. Da mændene opdagede vagten, stak de af til fods via en tunnel under Nordre Ringvej til området ved Nørregade, hvor manden blev tilbageholdt. Den anden mand, der blev beskrevet som mand, 25-30 år, ca. 180 cm høj, spinkel af bygning, sort hår, iført sorte bukser, forsvandt i området ved Nørregade. Med baggrund i oplysninger i sagen blev den anholdte rumæner afhørt til sagen og er fortsat i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden vil fremstille ham i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Den anholdte havde i 2018 også flere uafgjorte sager om tyverier i Københavns-området, ligesom han også var efterlyst af politiet i tre europæiske lande. Grundlovsforhøret afholdes kl. 13.00 i Retten i Roskilde.

Spirituskørsel – Benløse Skel, Benløse, Ringsted

Kl. 01.20 kørte en patrulje ind ad Benløse Skel i anledning af en anmeldelse om musik til ulempe på vejen. På Benløse Skel fik patruljen øje på en mørklagt og el-drevet golfvogn, der blev ført i modsat retning ad vejen. Føreren var en 18-årig mand fra Ringsted, som var påvirket af spiritus. På golfvognen var der to unge mænd fra Ringsted som passagerer. Føreren blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Den 18-årige hører nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Musikken til ulempe for de omkringboende var stoppet, da patruljen forlod vejen med den anholdte, men politiet måtte dog senere på natten forbi stedet efter en ny anmeldelse om høj musik, hvilket afstedkom et påbud om at stoppe musikken. Det påbud blev efterkommet af festens deltagere.

Hensynsløs kørsel – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 14.24 fik politiet en henvendelse fra en bilist om, at fører af en personbil med tilkoblet trailer både kørte meget hurtigt ad Vestmotorvejen mod vest mellem Borup og Ringsted og også tilsyneladende sad med den ene fod ud ad vinduet under kørslen. En patrulje fik ved Ringsted standset bilisten, som viste sig at være en 19-årig mand fra Helsinge. Han blev med baggrund i anmelderens observationer sigtet for uforsvarlig kørsel i bilen, hvilket den 19-årige ikke mente, at der var tale om. Han var ikke årsag til farlige situationer for andre, men vil dog alligevel høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

To knallerttyve skabte uro – Søndre Parkvej, Ringsted

Kl. 20.42 standsede en patrulje to mænd, der kørte på to knallerter. Mændene var 21 og 22 år fra Ringsted og kørte på hver sin stjålne knallert på Søndre Parkvej. Begge blev sigtet for uberettiget brug af de stjålne knallerter. I ventetiden på transport af knallerterne forsøgte den 22-årige at pifte patruljebilens dæk, ligesom han forsøgte at ødelægge nummerpladerne på politibilen ved at bøje/brække dem af. Det medførte en anholdelse af den 22-årige, hvorefter den 21-årige også begyndte lave uro i området, så flere patruljer måtte tilkaldes til at tage sig af ham for at få skabt ro i området igen. Det skete ved en frihedsberøvelse af den 21-årige, der blev bragt til politistationen i Roskilde, indtil han var faldet til ro. Den 22-årige blev i forbindelse med sin anholdelse anbragt i patruljebilen, men fik med hjælp af en medbragt nøgle frigjort sig af håndjernene, så han flygtede fra stedet. Han havde dog politiet i hælene og blev kort efter atter frihedsberøvet, så han også kunne blive transporteret til politistationen i Roskilde til afhøring til nu også en sag om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om både hærværk og om at flygte fra politiet som anholdt. Begge anholdte blev løsladt i løbet af de sene aftentimer og først på natten efter afhøring til sagerne, som begge kan forvente at høre nærmere om, når de skal afgøres.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen vestgående ved tilkørsel 35, Ringsted

Kl. 13.49 forulykkede en 50-årig mand fra Sorø på motorvejen, hvor den rullede rundt og endte på taget ude i rabatten. Føreren var fastklemt og måtte hjælpes ud af bilen. Han blev kørt til sygehuset for at blive undersøgt for sine skader, og trafikken måtte holdes tilbage i en kort periode for at få plads til ladvognen, der skulle trække bilen fri af rabatten. Kl. 15.15 var politiet færdige med at optage rapport på stedet, og trafikken kunne køre forbi uheldsstedet. Efterfølgende kørte politiet til sygehuset for at tjekke op på den 50-årige mand, som under uheldet havde forsøgt at rette op efter at have været på vej ud i midterrabatten. Det betød, at han forulykkede og pådrog sig en mindre fraktur på en nakkehvirvel.

Narkopåvirket mand påkørte politibil – Køge/Ringsted

Kl. 18.01 fik politiet en anmeldelse fra en bekymret borger, som kørte bag en personbil, som kørte usikkert og var til fare for trafikken på Vestmotorvejen. Ved Kongsted Rasteplads var føreren ved at køre ud på motorvejen i den forkerte retning mod færdslen. Bilen var kørt af ved Bjæverskov og kørte over for rødt lys i krydset ved Ringstedvej/Ejbyvej, hvorefter den kørte ned på motorvejen igen ad tilkørsel 33 og fortsatte til Køge Bugt Motorvejen, hvor personbilen kørte af ved afkørsel 32. Her fik patruljen kontakt til bilen og forsøgte at få føreren til at standse. I forbindelse med standsningen påkørte bilen politibilen ved lav fart. Føreren, en 42-årig mand uden fast bopæl i Glostrup, viste sig at være påvirket af narko, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Han havde desuden ikke et gyldigt kørekort, så blev også sigtet for kørsel uden førerret, kørsel over for rødt lys og for ikke at anvende sikkerhedssele under kørslen. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Ingen personer kom til skade i forbindelse med uheldet.

Udenlandske asfaltarbejdere – Ringsted

Kl. 09.25 anmeldte en kvinde fra Vetterslev i Ringsted, at hun kort forinden havde haft besøg af en engelsktalende asfaltarbejder, som ringede på døren og tilbød at udføre gratis asfaltarbejde. Kvinden afviste dette og den engelsktalende mand, som kørte fra stedet i en varebil sammen med sit asfaltsjak på i alt to øvrige mænd, som han talte polsk med.
Manden som henvendte sig beskrives som: 45-55 år, kraftig af bygning, kort sort hår, lys hud.

Kl. 09.59 anmeldte en mand fra Huginsvej i Ringsted, at han omkring kl. 09.30 i sit hjem blev kontaktet af en engelsktalende mand med skotsk/irsk dialekt, som tilbød at lave nogle huller på gårdspladsen, da de havde noget flydende asfalt i overskud. Anmelderen takkede nej til tilbuddet og udlændingen forlod stedet.
Manden ved denne episode beskrives som: Nordeuropæisk af udseende, 40-55 år, kraftig af bygning, gråsprængt tilbagestrøget kort hår. Han var iført lilla poloshirt.

Kl. 10.49 fik politiet anmeldelse fra en kvinde, som oplyste, at en engelsktalende mand kort forinden havde henvendt sig ved hendes forretning på Køgevej 2 i Ringsted, hvor han tilbød gratis asfaltarbejde. Butiksindehaveren afviste tilbuddet og manden forlod stedet igen. Han kørte fra stedet i en varebil – grå kassebil af mrk. Fiat.

Politiet undersøger nu anmeldelserne om udenlandske asfaltarbejdere, som laver ulovligt dørsalg hos private og virksomheder, da det er en overtrædelse af markedsføringsloven. Politiet finder det desuden mistænkeligt at arbejdet tilbydes “gratis”, og borgerne advares mod at takke ja til tilbuddet.

To sigtet for spirituskørsel på knallert – Bragesvej, Ringsted

kl. 18.20 standsede politiet en mand og en kvinde, som kørte på hver deres lille knallert ad Bragesvej i Ringsted. Begge personer blev skønnet påvirket af spiritus, hvilket en alkometertest bekræftede. Den 54-årige kvinde og den 58-årige mand, begge Ringstedborgere, blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel på lille knallert. De fik udtaget en blodprøve, hvorefter de blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer vil de høre mere fra politiet i sagen.

15-årig sigtet for narkobesiddelse – Nørregade, Ringsted

Kl. 16.16 traf en politipatrulje tre unge kvinder, en på 15 og to 16 år på Nørregade i Ringsted. Betjentene mistænkte, at de to var påvirkede af narko, og den ene havde et såkaldt “mixerbræt” til at blande hash med tobak stikkende op ad sin ene jakkelomme. Den 15-årige unge kvinde fra Ringsted blev fundet i besiddelse af 1,17 gram hash, der lå i to pølsemandsposer, som hun blev sigtet for at besidde. De andre piger havde ikke noget ulovligt på sig. Hashen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Politiet underrettede den sociale døgnvagt, og pigernes forældre blev orienteret om episoden. Den 15-årige kan forvente at få en bøde, når sagen skal afgøres.

Markedsføringsloven – Nebsmøllevej, Ringsted

Fredag aften sigtede politiet en 56-årig mand fra Irland med adresse i Birkerød for at overtræde markedsføringsloven, da han dagen forinden omkring kl. 15.30 mødte personligt op hos en husejer på Nebsmøllevej i Ringsted og tilbød at udføre asfaltarbejde. De indgik en aftale om, at den 56-årige skulle asfaltere en mindre del af en grusvejen til en aftalt pris. Om fredagen mødte den 56-årige op på adressen med et hold asfaltarbejdere, som asfalterede hele grusvejen, og ikke kun de fem meter, som aftalen ifølge anmelderen lød på. Den 56-årige blev afhørt til sagen, men nægtede forholdet. Den 56-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen, da dørsalg uden forudgående aftale er en overtrædelse af markedsføringsloven.

Mistænkeligt forhold – Ringstedvej, Ringsted

Kl. 10.00 indfandt en kvinde sig hos en 86-årig mand fra Ringsted. Kvinden påstod, at hun var fra hjemmeplejen og havde set sig omkring hos den 86-årige mand, men var gået uden at udføre arbejde på stedet. Der var intet stjålet fra adressen, men mandens pårørende ringede til hjemmeplejen for at få besøget bekræftet, og her blev der oplyst, at hjemmeplejen ikke havde sendt en medarbejder til adressen den dag. Derfor har politiet registreret sagen og vil i den forbindelse gerne opfordre til, at borgerne kontakter hjemmeplejen telefonisk, hvis man bliver i tvivl.

Indbrud i Perioden

Sorøvej, Sigersted, Ringsted
Næstvedvej, Ringsted
Stenmarksvej, Slimminge, Ringsted