Øvecontaineren ved Ringsted Kulturhus har gennemgået en større opfriskning og fået det nye navn Boxen. Torsdag d. 27. august kl. 16.00 indvies den og senere samme dag inviteres til gratis Ud Af Boxen koncert med Bandet Caktus.

Øvecontaineren ved Ringsted Kulturhus har gennem en årrække dannet rammen om lokale bands ihærdige øvning og afsæt for mange koncerter i Ringsted Kulturhus.

”Men efterhånden var den godt og grundigt nedslidt og trængte til en kærlig hånd og en frisk start,” fortæller Jacob Brandt Jensen, leder af Ringsted Musik- og Kulturskole og Ringsted Kulturhus.

Og der er masser af brug for en facilitet som Boxen i Ringsted, mener Jacob Brandt Jensen. I en stor undersøgelse omkring afklaring af behov for et mødested for unge i Ringsted, udarbejdet af Ringsted Ungdomsskole for nylig, stod netop øvefaciliteter højt på ønskelisten.

”I Musik- og Kulturskolen snakker vi også tit om, hvordan vi kan fastholde vores store elever i Ringsteds musikmiljø, når de vokser ud af Musik- og Kulturskolen, og om, hvordan vi bedre dyrker og understøtter vækstlagene i Ringsted inden for de rytmiske genrer. Det er uden tvivl noget en øvecontainer som Boxen kan bidrage positivt til,” tilføjer Jacob Brandt Jensen.

Sidste år startede netop en gruppe tidligere elever fra Ringsted Musik- og Kulturskole foreningen Spillestedet, som siden da har stået bag en række jam-arrangementer for unge i Ringsted Kulturhus. De unge fra Spillestedet har også været involveret i processen omkring genaktivering af Boxen, der nu er klar til officiel indvielse 27. august med nyt udstyr og frisk maling på væggene.

Boxen bliver for alle i Ringsted, der spiller musik og har brug for et sted at øve. Det er Ringsted Kulturhus, der har det overordnede ansvar for driften, men planen er, at brugerne af Boxen skal organiseres i lighed med de mange øvrige brugergrupper, der i dag benytter Kulturhuset – og at brugerne skal involveres i planlægning, koordinering og udvikling af Boxen.

I forlængelse af Boxen, er det også tanken at udnytte de oplagte muligheder, Kulturhusets sal rummer, når musikken skal afprøves foran et publikum.

”Vi drømmer om, at vi kan få skabt en god og stærk synergi mellem Boxen og Kulturhuset, og derigennem puste nyt liv i musikmiljøet i Ringsted – såvel i de unge vækstlag, som når det gælder etablerede amatørbands,” siger Jacob Brandt Jensen. Det projekt bliver i første omgang skudt i gang under navnet Ud Af Boxen – en koncertrække i Ringsted Kulturhus med fokus på den unge og alternative musikscene i Ringsted. Projektets mål er at skabe rammer for anderledes og overraskende musikalske oplevelser fra musikere med rødder i byen.

Boxen indvies torsdag d. 27. august kl. 16.00, hvor der vil være mulighed for at komme forbi Ringsted Kulturhus til snak med nogle af de unge fra Spillestedet, der har været med at indrette den samt med Jacob Brandt Jensen og Kulturkoordinator Gitte Marianne Larsen fra Ringsted Kulturhus.

Kl. 19.30 samme dag er der gratis Ud Af Boxen koncert i Kulturhuset med bandet Caktus med saxofonisten Maria Dybbroe i front. Maria Dybbroe har rødder i Ringsted, er tidligere elev på Ringsted Musik- og Kulturskole og uddannet konservatoriet, og hun har på kort tid opnået stor anerkendelse på den danske jazzscene.

Koncerten er gratis, men på grund af corona-restriktioner er der begrænset adgang.

Billetter kan reserveres på mail: ringstedkulturhus@ringsted.dk.

Boxen. Pressefoto.
Caktus. Foto: Cisser Mæhl