Alle beboere på Plejecenter Ortved er testet for COVID-19, og alle test er negative. Alle ansatte er også testet og alle er ligeledes negative. Der mangler dog svar fra dem, der skal gentestes. En medarbejder fra et rengøringsfirma, der gør rent i Ringsted Kommunes bygninger, er testet positiv. Besøgsrestriktioner indført på plejecentre og besøgsforbud på botilbud, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Torsdag blev en medarbejder fra Plejecenter Ortved testet positiv for COVID-19. Efterfølgende er alle beboere og alle medarbejdere på stedet blevet testet for COVID-19. Alle test er negative. Der mangler dog svar fra test på fem medarbejdere, der skal testes igen.

Den medarbejder, der er smittet med COVID-19, har et arbejde, hvor vedkommende normalt ikke har tæt borgerkontakt.

”Da vi blev bekendte med, at en af vores medarbejdere på Plejecenter Ortved var smittet med COVID-19, valgte vi som et forsigtighedsprincip at lukke for besøg på alle vores plejecentre og botilbud. Samtidig blev der bestilt test til alle beboere og medarbejdere på Plejecenter Ortved. Jeg er rigtig glad for, at alle test indtil nu har vist sig at være negative,” siger borgmester Henrik Hvidesten og fortsætter:

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og Region Sjælland, og jeg er glad for den hurtige reaktion, som alle parter har haft. Jeg er også glad for den fleksibilitet, som vores medarbejdere har udvist, og for den forståelse og tålmodighed, som vi er blevet mødt med af beboere og pårørende på Plejecenter Ortved i denne ekstraordinære situation.”

Besøg på plejecentre og botilbud
Ringsted Kommune valgte torsdag at lukke for besøg på alle kommunens plejecentre og botilbud ud fra et forsigtighedsprincip. Ringsted Kommune har været i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og efterfølgende har Styrelsen for Patientsikkerhed udstedt et påbud om at indføre besøgsrestriktioner på plejecentre og botilbud i Ringsted Kommune.

Det betyder, at der på kommunens tre plejecentre kan gennemføres besøg på udendørs arealer, hvis retningslinjer om afstand og hygiejne bliver fulgt. De pårørende vil blive nærmere orienteret fra det plejecenter, hvor deres kære bor.

På Ringsted Kommunes botilbud vil besøgsforbuddet blive opretholdt ud fra et forsigtighedsprincip. Det skyldes, at de fleste af de beboere vil kunne mødes med deres pårørende på fx en gåtur uden for botilbuddets matrikel, og at besøgsforbuddet ud fra et forsigtighedsprincip kan være med til at mindske risikoen for, at smitten kommer ind på botilbuddene.

Er der beboere på botilbuddene, som ikke kan mødes uden for matrikel med deres pårørende, kan pårørende kontakte botilbuddet for at finde en løsning i de konkrete tilfælde.

”Vi ved, at det kan virke voldsomt, at der indføres restriktioner på besøg, og at man kun kan se sine kære på et plejecenter under særlige forhold. Restriktionerne er indført for vores alles bedste, og alle skal vide, at vi passer rigtig godt på deres kære, og at vi gør alt, hvad vi kan for, at de trives og har det godt. Indtil nu har alle beboere og pårørende vist stor forståelse og fleksibilitet for, at hverdagen på vores plejecentre er lidt anderledes, og det vil jeg gerne sige dem stor tak for,” siger borgmester Henrik Hvidesten.

Rengøringsmedarbejder testet positiv for COVID-19
Mandag morgen er Ringsted Kommune blevet bekendt med, at en medarbejder i et rengøringsfirma, der gør rent i Ringsted Kommunes bygninger, er smittet med COVID-19.

Medarbejderen har været i bygningerne til Værestedet Bjælken, Vej og Park samt på de offentlige toiletter i Ringsted Kommune.

Ringsted Kommune er i kontakt med stederne, og alle steder vil der være ny grundig rengøring. Brugere af Værestedet Bjælken får nærmere information.

De offentlige toiletter er lukket, indtil der igen har været grundig rengøring. Det forventes, at toiletterne kan åbne igen inden for få dage.

Ringsted Kommune følger myndighedernes anbefalinger

Mandag formiddag er der ikke taget initiativ til yderligere tiltag. Ringsted Kommune har indskærpet for alle institutioner og enheder, at der er ekstra fokus på rengøring, hygiejne og sundhedsmyndighedernes øvrige anbefalinger.

Ringsted Kommune er i dialog med de relevante myndighedere, bl.a. Styrelsen for Patientsikkerhed og Region Sjælland, og Ringsted Kommune følger myndighedernes anbefalinger.

Foto: ABW