Ringsted Kommune inviterer til borgermøde om udbygning af plejeboligkapaciteten i Ringsted Kommune mandag den 28. september 2020 kl. 17-19 i Ringsted Kongrescenter.

Danskerne lever længere og blandt andet derfor stiger antallet af ældre. Selvom mange også er friske og aktive længere, betyder en højere levealder, at flere får brug for at flytte i en plejebolig.

Ringsted Kommune forventer således, at der skal bygges flere plejeboliger frem mod 2040.

Vi ønsker at få input til fremtidens plejeboliger fra fremtidens beboere, nuværende pårørende og alle andre der har gode ideer og tanker om:

• Hvad et plejehjem skal indeholde
• Hvilke krav der skal stilles til boligerne
• Skal plejeboliger bygges samme med fx ungdomsboliger eller familieboliger
• Hvor boligerne skal være placeret
• Skal der være særlige plejeafdelinger til særlige grupper, fx svagtseende, overvægtige eller personer med demenssygdom
• Hvor mange plejeboliger der bliver behov for

Derfor inviteres du til åben dialog om fremtidens plejeboliger i Ringsted Kommune. De synspunkter og bemærkninger, der bliver fremsat på borgermødet, vil indgå i Byrådets overvejelser om udbygningen af plejeboligkapaciteten i Ringsted Kommune.

Tid og sted
Borgermødet er den 28. september 2020 kl. 17-19 i Ringsted Kongrescenter, Nørretorv 55, 4100 Ringsted.

Grundet COVID-19 er der kun plads til 100 personer til borgermødet. Det er ikke muligt at tilmelde sig borgermødet, og dørene vil blive lukket, når det maksimale antal deltagere er nået. Vi håber, at du vil have forståelse for dette.

COWI har udarbejdet rapporten ”Fremtidigt Plejeboligbehov i Ringsted Kommune”, som vil danne grundlag for dele af dialogen til borgermødet. Du kan finde den på Ringsted Kommunes hjemmeside.

Hent analysen af plejeboligbehov i Ringsted Kommune

Foto: ABW