Oplev en hyggelig aften med Biblioteket i Pavillonen til koncert med sangerinden Kirsten Siggaard. Det er torsdag den 24. september kl. 19.30-21.15.

Fra Melodi Grand Prix til Edith Piaf
Tag med Biblioteket i Pavillonen til et møde med en af vores mest alsidige sangere gennem flere årtier. Kirsten Siggaard slog igennem i 80’erne med flere vindersange i Dansk Melodi Grand Prix, hvor hun optrådte sammen med Søren Bundgaard. Siden har hun fortsat sin sangkarriere med store roller på landets teatre fx i Les Miserables på Østre Gasværk og Blodbrødre på Odense Teater.

Kirstens største rolle er nok rollen som Edith Piaf, som hun spillede første gang på Det Ny Teater i 1991. Siden har sangene fulgt Kirsten som forestillinger og på koncerter. Senest i en kabaretforestilling i kælderen under Det Ny Teater. Kabareten var bygget som en kærlighedshistorie over sange fra Piaf og Charles Aznavour.

Aftenens repertoire i Pavillonen spænder over popsange, viser, Piaf og ikke mindst sange fra Kirstens nyeste album “My favorite love songs”. Vær med og oplev en hyggelig aften i selskab med sangerinden Kirsten Siggaard.

Tilmelding og billetter
Kirsten Siggaard giver koncert med Biblioteket i Pavillonen torsdag den 24. september kl. 19.30-21.15. Billetterne koster 155 kr. eller 130 kr. for medlemmer af biblioteksklubben KULT. Billetter kan købes via ringstedbib.dk.

På grund af corona mødes deltagerne ikke først på biblioteket, men går direkte til Pavillonen i tidsrummet 19.30-20.00. Der er ingen pause til koncerten, så der er desværre ikke mulighed for at købe drikkevarer, men med i billetten er en lille doggybag med nogle forfriskninger, som ligger på din plads. Koncerten slutter kl. 21.15.

 

Pressefoto